Kender du Tine Nielsen? Nok bedre kendt som LittleHappyCrochet. Jeg har været så heldig at få lov til at stille søde Tine 12 hurtige spørgsmål om hendes fantastiske hækleunivers - og jeg glæder mig til at dele dem med alle jer. 

Med over 15.000 følgere på Instagram er der vidst ikke nogen tvivl om, at LittleHappyCrochet er en af landets største hækle-instagrammere/bloggere. På Tines Instagram profil @littlehappycrochet og ikke mindst hendes blog littlehappycrochet.dk, finder man utallige, smukke billeder af de mange projekter, Tine går og nørkler med. Man kan ikke andet end at blive fuldstændig forelsket i hendes mange søde figurer, og især Oda the Hippo, er en af mine absolutte favoritter. 

Når man scroller ned igennem både hendes blog og Instagram er det ikke svært at se, at Tine er enormt passioneret og dygtig til det hun laver. Det er næsten umuligt ikke selv at blive inspireret - jeg får mest af alt lyst til at hive hæklenålen op af lommen og gå i gang med det samme. 

I dette indlæg får du et lille indblik i, hvem LittleHappyCrochet er og hvilke tanker og idéer der gemmer sig bag hendes hækleunivers.

Rigtig god læselyst :-)

Hvornår begyndte du at hækle/strikke?

Min mor lærte mig at hækle for 12 år siden, men det var først da min tvillingsøster fik sit første barn for 10 år siden at jeg rigtig gik igang med at hækle. Og jeg har faktisk hæklet lige siden.

Hvad fik dig til at begynde?

Jeg har altid været meget kreativ, og kommer også fra en meget kreativ familie. Jeg har altid godt kunne lide at være beskæftiget med hænderne. 

Hvad synes du var sværest dengang, du startede med at strikke/ hækle?

Det sværeste for mig var nok hæklefastheden. Jeg hæklede så stramt i starten, at jeg dårligt nok kunne få hæklenålen igennem maskerne.

Hvad var dit første projekt? 

Mit første projekt var et børnetæppe i granny squares. 

Hvornår føler du, at du får mest ud af at strikke/hækle? (tidspunkter på dagen)

Jeg hækler jo på alle tidspunkter af døgnet. Jeg har altid garn og en hæklenål med mig, og jeg benytter næsten hvert et ledigt øjeblik. Jeg nyder dog især de helt tidlige morgenstunder i weekenderne, og aftnerne når der er helt ro i hjemmet.

Hvor får du inspiration fra? (Bestemte opskrifter, blogs, instagrams) 

Jeg har ikke noget bestemt sted jeg finder inspiration. Jeg finder inspiration alle steder - det kan være fra tegninger fra min datter og hendes legekammerater, illustrationer og tegnefilm. Jeg bruger rigtig meget instagram og det er helt klart også en inspirationskilde. Instagram er et fantastisk medie, der giver mig mulighed for at nå ud til mine følgere. Jeg er også ret glad for pinterest, hvor jeg kan bruge timer på at surfe rundt.

Hvad er dit yndlings projekt? 

Jeg har ikke noget yndlingsprojekt. Yndlingsprojekter for mig er nye ideer, der skal føres ud i livet. 

Har du en favorit opskrift/ mønster? Hvilket?

Min helt egen favorit må være min opskrift på Oda Flodhoppe. Jeg bliver aldrig træt af at hækle den og jeg har slet ikke tal på hvor mange jeg har lavet indtil nu.

Hvorfor tror du, at det er blevet så populært at hækle/strikke igen?

Jeg ved faktisk ikke hvorfor det er blevet så populært som det er blevet. Men for mig er hækling enormt fællesskabende. Jeg har lært så utrolig mange mennesker at kende igennem hækling, og jeg elsker det. Jeg tror at glæden ved at skabe er ret smittende, det ved jeg ihvertfald fra min egen omgangskreds, hvor der er flere og flere der selv begynder at hækle. Derudover så lever vi i en travl hverdag, hvor alting skal gå så enormt stærkt. Hækling er for mange mennesker en måde at koble af på. Det giver et frirum i en stresset tid.

Hvad er du i gang med lige nu? 

Lige nu har jeg gang i lidt flere projekter. Jeg har blandt andet en ny bog på tegnebrættet, som jeg er meget spændt på.

Strikker/hækler du mest til dig selv eller andre? 

Jeg hækler stortset kun til andre. Jeg er faktisk ikke sikker på, om jeg nogensinde har lavet noget til mig selv :)

Hvad er dit råd til andre som gerne vil i gang med at strikke/hækle?

Mit bedste råd til andre, der gerne vil lære at hækle må nok være, at de bare skal kaste sig ud i det. Der findes rigtig mange gode hæklegrupper på facebook, hvor der altid er hjælp at finde. Youtube bugner også af videoer, hvor man kan få hjælp til de forskellige masker. 

Der skal lyde et kæmpe tak til Tine for at have lyst til at dele sine erfaringer og tanker med os. Husk at du kan følge med i LittleHappyCrochet's verden på instagram og hendes skønne blog, hvor der også findes masser af opskrifter. 

Rainbow Cotton 8/4 - Hobbii

100% Bomuld

12 kr
SPAR 20%

Organic Økologisk 8/4 bomuld - Mayflower

100% økologisk bomuld

16 kr  20 kr