Læs med her og mød den talentfulde designer bag den nye “Harmony”-kollektion – det er Ana-Maria fra CrochetHighway!
Hvis du er nysgerrig på, hvad der sker bag scenen, når nye designs skal udvikles, så er du kommet til det helt rette sted. Vi er ovenud begejstrede for at introducere Ana-Maria Babanica, den kreative hjerne bag CrochetHighway og designeren bag de tre opskrifter i den sommerlige “Harmony”-kollektion. Den lille samling af designs handler om at træde udenfor sin trygge comfort zone og prøve noget nyt – hvad enten du er en erfaren hækler eller bare på udkig efter en sjov udfordring. 🌟
Ana-Maria har fortalt os alt om sin hæklerejse, inspirationen bag de tre nye designs, og hvad der er så specielt ved dem. Sæt dig godt til rette og lad os lære mere! 🧶
En kreativ rejse fra gør-det-selv-projekter til CrochetHighway
Har du nogensinde tænkt over, hvordan en hobby udvikler sig og bliver til mere end.. ja, en hobby? Det har vi, så vi har spurgt Ana-Maria, hvordan hun kom i gang med at hækle, og hvordan hun har skabt sit kreative univers, CrochetHighway.
Ana-Maria, fortæl os lidt om, hvordan du kom i gang med at hækle?
“Jeg er en ‘do-it-yourself girlie’ hele vejen igennem! Hvis der er noget, som jeg kan lære at lave selv, så kan du tro, at jeg gør det. Og det var ikke meget anderledes med at hækle.
Jeg begyndte at lære mig selv at hækle tilbage i 2008 i de tidlige YouTube-dage. Jeg havde fået en uforklarlig lyst til at skabe et farverigt stykke stof, som jeg kunne sætte på omslaget af min notesbog. For ja, at have nuttede notesbøger er vigtigt for mig, haha! Lidt efter begyndte jeg på hatte, og min første hue var bestemt ingen success: den lignede mere en baret, fordi jeg ikke havde fanget, at jeg skulle have mere luft mellem udtagningerne. Ups!
Læringsprocessen var på ingen måde glat. Jeg havde særligt problemer med, hvordan jeg skulle holde på garnet, og jeg fik det ofte snoet akavet rundt om min pegefinger. Men jeg blev ved, og med tiden fandt jeg en metode, der føltes naturlig. Jeg ville gerne blive bedre, så jeg blev ved med at prøve. Efter en lang pause begyndte jeg for alvor i 2021 igen og startede CrochetHighway, og resten er jo historie!”

Hvordan vil du beskrive din hæklestil?
“Jeg drages af den modige og geometriske elegance, som man kender fra art deco-stilen. Jeg fascineres af de gentagende mønstre og klare farver, og jeg udforsker altid nye måder at bringe den samme visuelle rytme og livlighed ind i mine hækledesigns. Hvis jeg skal beskrive min hæklestil med få ord, vil det nok være sådan her: frihed til at eksperimentere med farver, teksturer og detaljer, samtidig med at designe tøj, som sidder godt og ikke ser hjemmelavet ud.”
Hvad er dit yndlings hækleprojekt, du nogensinde har lavet?
“Det er uden tvivl min Scorpio Raglan! Det var et sandt drømmeprojekt, og jeg brugte måneder på at planlægge, eksperimentere og finpudse opskriften. Det var første gang, jeg designede beklædning med interlock-hækling, og også mit første helt vendbare design. Jeg lavede designet i to meget forskellige udgaver: en hyggelig, langærmet bluse til vinter og en let, kortærmet T-shirt til sommerbrug. Hver version er ikke kun designmæssigt forskellige, når det kommer til længden på ærmerne, men har også forskelig pasform omkring halsen, brystet og armene – så de to designs føles som to fuldstændigt forskellige stykker tøj. Det var en kæmpe sejr for mig at se min komplekse vision blive til virkelighed på en måde, der både er funktionel og smuk. Det mindede mig om, hvor meget der faktisk er muligt med garn og en hæklenål.”

Hvor elsker du at hækle?
“Jeg hækler mest hjemme, men jeg elsker også at tage mit projekt med mig overalt. Min mand kører oftest bilen, så jeg kan sidde på passagersædet og hækle, indtil vi når frem.”
Hvordan ser en perfekt sommerdag ud, når du ikke hækler?
“På en tilfældig eftermiddag elsker jeg at kaste mig over et nyt gør-det-selv-projekt, gå ture på stranden, spille computerspil med min mand, rydde op i mit garnlager eller følge min kæledyrsdue rundt i vores hus. Men ærlig talt, så er det jeg laver det meste af tiden at hækle.”
Inspiration bag "Harmony”-kollektionen

Vi er virkelig spændte på at høre mere om din nye kollektion! Kan du fortælle os lidt om inspirationen bag de tre designs?
“Harmony-kollektionen handler om at udfordre hæklere til at komme lidt ud af deres comfort zone og prøve noget, der er lidt sværere, men vil føles som den største sejr, når man er færdig. Hvis du bliver draget af mine designs, men tænker “Kan jeg virkelig lave det?”, så er mit klare svar JA! Mit mål er at guide dig igennem hvert trin med opskrifter, der er skrevet med omhygge og detaljer.
Du finder ikke vage beskrivelser som “lav udtagninger løbende” i de her opskrifter. Jeg beskriver alting i detaljer – lige fra de små detaljer til de tekniske trin – så du ikke skal gætte dig frem. Så uanset om der er en teknik, du ikke kender, eller om du blot har brug for lidt uddybning, så er opskrifterne designet til at få komplekse projekter til at føles overkommelige og opnåelige.”
Hvilken stemning gik du efter med de nye designs?
“Opskrifterne er modige, glædesfyldte og virkelig sjove! Det vigtigste var, at de var livlige og fulde af teksturer. Jeg ønskede, at hvert design skulle sprudle med farver, og jeg har designet dem, så de er en fryd at hækle. Tænk på lette garner, der føles fantastiske mod huden, kombineret med opskrifter, der ikke bare ser godt ud, men også har en smuk pasform.”

Hvordan har du valgt garner til kollektionen?
“Til sjalet var jeg på udkig efter et let garn, der ville give et fint maskebillede, og så faldt jeg over Seashell. Det smukke mix af bomuld, viskose og hør kommer både i fine pasteller og modige, klare farver.
Jeg blev straks draget af den lilla lavendelnuance – den talte virkelig til mig! Jeg elsker den faktisk så meget, at jeg blev inspireret til sjalets navn. Og det har været en sand fornøjelse at arbejde med så sommerligt et garn. Resultatet føles utrolig glat og silkeblødt mod huden, og garnets unikke tekstur minder mig en smule om bouclé. Det har endda en diskret og sofistikeret glans, som minder om merceriseret bomuld, der gør udtrykket eksklusivt. Jeg vil helt sikkert bruge det her garn igen, særligt til beklædning!”

“Jeg har brugt Friends Cotton 8/4 meget på det seneste, mens jeg har arbejdet på nogle nye designs til næste år (jeg glæder mig til at dele mere!). Det er hurtigt blevet et af mine favoritgarner fra Hobbii. Farvepaletten er fænomenal, og til raglantoppen vidste jeg bare, at jeg skulle arbejde med flere nuancer af lilla, der kunne passe til sjalet. Så det var meget nemt at vælge netop Friends Cotton 8/4 til projektet. Det holder også utrolig godt på farven – selv efter flere omgange med våd blocking har farverne aldrig blødt. Den slags pålidelighed har givet mig en ægte tillid til garnet, og det er ikke noget, jeg kan sige om mange andre garner!”

“Og nu til cardiganen: Eftersom tætte masker giver et tykt hæklet materiale, havde jeg brug for et garn, der ville vise strukturen pænt frem og give en flot finish. Acacia viste sig at være det perfekte valg til det. Det er super blødt og samtidig holdbart og nemt at arbejde med. Selvom det er løst spundet, splitter det sjældent, når du arbejder med det, hvilket gør processen meget nemmere. Og så er det tykkere end de andre garner, som jeg brugte til sjalet og toppen, så cardiganen bliver hurtigt færdig – en bonus, når du er spændt på at tage hele kollektionen i brug!”
Detaljer bag sjalet, toppen og cardiganen

Hvilke råd har du til hæklere, der vil hækle toppen?
“Hækleprøven er virkelig vigtig! Og jeg mener det, lav den hækleprøve! Du bør også bruge tid på at blokke hækleprøven. Det er ikke kun et råd til begynderne: det er et must for alle, der laver deres eget tøj. I mine opskrifter har hækleprøven to funktioner: den hjælper dig ikke kun med at tjekke, at din hæklefasthed passer med opskriften, den er også en blid intro til mønsteret og teknikkerne.
Se for eksempel på Booble Up-toppen. Instruktionerne til hækleprøven kommer med detaljerede trin for trin billeder, der viser præcist, hvordan du skal forme maskerne, hvordan de skal placeres, og endda også hvordan du skifter usynligt mellem runderne. Du lærer at lave en næsten usynlig samling bag på din sweater – og det lærer du allerede ved hækleprøven. Det er dit hemmelige våben for at sikre en flydende og god proces!”

Sjalet er så smukt, særligt med blomsterne, der har en 3D-effekt. Kan du fortælle os lidt om projektets fine tekstur?
“Purpureal-sjalet er helt sikkert et af mine yndlings sommerdesigns! Ved første øjekast ser teksturen kompliceret og svær ud, men her er den sjove hemmelighed: det er faktisk bare et ret simpelt mønster, hvor du gentager de samme to rækker. Brugen af høje masker og huller giver sjalet sit blondeudtryk, og så kan man faktisk hækle det overraskende hurtigt, når man først kommer ind i et godt flow. Reliefmaskerne er det, der giver sjalet dets smukke tredimensionelle tekstur. Det er sådan et mønster, der hurtigt bliver en vane. Før du ved det, skal du slet ikke kigge på instruktionerne for at følge med. Det er helt ideelt for rolige hæklestunder, mens du binger din yndlings tv-serie.”
Cardiganen er et virkelig sejt design! Hvad er du mest vild med ved den?
“Det jeg elsker allermest ved Florentine-cardiganen er, at den viser min yndlingsteknik nogensinde: interlock-crochet! Modsat intarsia eller tapestry crochet, så arbejder du ved denne metode for farveskift kun med én farve ad gangen. Det giver et virkelig smukt geometrisk mønster på begge sider af designet. Konstruktionen er også rimelig ligetil med kun fem dele, der skal sættes sammen: et bagstykke, to forstykker og to ærmer. Prikken over i’et er mit kendetegn: den “falske” i-cord-kant langs med kanterne, og så har jeg tilføjet delikate knapper for lidt ekstra finesse. Det er et design, der kombinerer iøjefaldende teksturer med en tidløs stil!”
Er du klar til at kaste dig over "Harmony"-kollektionen?
De tre smukke opskrifter kan downloades gratis på Hobbiis hjemmeside.
Få opskrifterne her

