Stangmasken er en af de mest grundlæggende hækleteknikker. Her guider vi dig til at hækle den simple maske med video og billeder.
Videotip! Klik på “Indstillinger” (det lille tandhjul under videoen ⚙) for at skifte sprog på underteksterne. Du kan også justere på hastigheden, hvis du har brug for at se teknikken i et langsommere tempo.
Stangmasker giver dit arbejde en god struktur og fleksibilitet, og teknikken bruges derfor i alverdens projekter lige fra sweatre og tæpper til hatte og tasker.
Og heldigvis er stangmasker slet ikke svære at mestre. Stangmasken er i bund og grund en fastmaske med et par ekstra trin.
Stangmasker forkortes stm.
Har du fundet en opskrift på engelsk, som du virkelig gerne vil hækle? Så skal du være opmærksom på, om den er skrevet med US- eller UK-termer. US-termen for en stangmaske er ‘Double Crochet’ (dc), mens UK-termen er ‘Treble Crochet’ (tr).
Sådan hækler du en stangmaske
- Slå garnet om nålen.
- Indsæt nålen i den næste maske efter nålen.
- Slå garnet om nålen og træk løkken med tilbage gennem masken.
- Nu har du tre løkker på nålen.
- Slå garnet om nålen og træk løkken igennem to af løkkerne på nålen. Du har nu to løkker på nålen.
- Slå igen garnet om nålen og træk løkken igennem de sidste to løkker på nålen, så du har én løkke tilbage.
Yay! Nu har du lært at hækle stangmasker!