Du har nok hørt noget om, at man skal kende sin hækle- eller strikkefasthed. Men hvorfor er det så vigtigt, tænker du måske? Det vil jeg forsøge at give dig et svar på i dette blogindlæg.

Hvad betyder hækle- strikkefasthed?

At noget skal have en bestemt hækle- eller strikkefasthed er egentlig bare en indikation på hvor løst eller fast du hækler/strikker, dette kan dog reguleres ved at gå et halvt- eller helt nummer ned eller op i pinde- eller hæklenålsstørrelse. Det er ikke alle projekter, som din fasthed har en betydning for, så hvis du ikke har gang i et beklædningsprojekt, så er din fasthed ikke det allervigtigste.

Nybegynder?

Vi har allesammen været nybegyndere engang og måske kan I også huske jeres første hækle/strikkeprojekt. Det er ikke her i opstartsfasen, at man måske har det helt store overskud til at finde ud af, hvad ens hækle- eller strikkefasthed er, og det er faktisk heller ikke så vigtigt lige nu. Som nybegynder inden for strikning eller hækling, er det først og fremmest vigtigt, at du finder ud af at holde rigtig på pinden eller nålen. Du skal altså finde en måde hvorpå du ikke får gener eller har svært ved at arbejde.

Dette kan godt være en udfordring i starten, hvilket kan resultere i, at mange kommer til at hækle enormt stramt, og så er det næsten ikke til at arbejde med. Det kan tage et lille stykke tid inden man føler sig helt  tryg med både garn og nål/pind og dermed får slappet mere af i sin hænder.

Hvornår skal man bekymre sig om sin hækle- strikkefasthed?

Når du skal i gang med at lave projekter, hvor størrelsen har en reel betydning for det færdige resultat, så er det her du skal begynde at tænke på din hækle- eller strikkefasthed. Det vil sige, at hvis du skal til at strikke eller hækle tøj af den ene eller anden slags, hvor det skal et bestemt mål, at så er det her din strikke- eller hæklefasthed kommer ind i billedet.

Hækle- eller strikkefastheden kan du oftest finde i den opskrift, du bruger eller også står det på selve den garnnøgle du bruger. Som et eksempel, kan der stå: 27 m x 38 rækker = 10 x 10 cm på nål 2,5-3,5. Det betyder, at du skal hækle/strikke 27 masker på 38 rækker, hvilket i alt skal måle 10 x 10 cm. Passer dette ikke, så kan man prøve med enten en mindre eller større nål indtil du rammer den korrekte hækle/strikkefasthed.

Nedenfor kan du se et eksempel på, hvordan hæklefastheden kan have stor betydning for, hvor stort eller småt dit projekt ender med at blive. 


Hvornår skal man ikke bekymre sig om sin hækle- strikkefasthed?

Hvis du skal hækle eller strikke et tæppe, grydelapper, karklude eller lignende projekter, hvor den endelige størrelse ikke har en afgørende betydning for det færdige resultat, så er din fasthed ikke så vigtig.

Jeg håber, du kunne bruge mit blogindlæg til hjælp eller inspiration.

Rigtig god fornøjelse.


Rainbow Cotton 8/4 - Hobbii

100% Bomuld

18 kr.