Måske kender du allerede Maria Bjerg, som står bag det efterhånden velkendte navn Skaberglæde, en farverig og inspirerende Instagram-profil, hvor hun deler glæden ved at strikke og skabe. Maria er 24 år, bor i Aarhus og læser Psykologi på 3. Semester på Aarhus Universitet. Hun er født og opvokset i Aarhus, men har boet 6 år i Vestjylland, da hun gik på gymnasiet og under hendes sabbatår. Udover en Instagram-profil har Maria nu også fået sin egen hjemmeside, hvor hun blandt andet deler strikke-guides og garnalternativer til diverse projekter! Vi har startet et samarbejde med Skaberglæde, som er en nyhed vi har glædet os til at dele med jer. Vi har lavet et interview med Maria, hvor vi blandt andet taler om glæden ved at strikke og spurgt ind til hendes farverige og inspirerende univers, så I kan lære hende bedre at kende.


Hvornår startede du Skaberglæde, og hvad er tankerne bag dit strikkeunivers?

Jeg har strikket lidt som barn, men ikke mere end skæve halstørklæder. Da jeg i foråret 2017 var nede med stress bestemte jeg mig for at lære det rigtigt. Jeg er så heldig at have en Bedstemor, som hjalp mig med pinde, opskrift, garn osv. Jeg blev lynhurtig bidt af det - og gik hurtigt over til at lære nyt fra YouTube, fordi jeg ikke kunne vente til Bedstemor havde tid. For sjov prøvede jeg at søge på strik på Instagram (jeg var slet ikke vant til at bruge Instagram på den måde!) og så åbnede der sig bare en hel verden, som jeg straks forelskede mig i. Og så oprettede jeg en profil til alt mit strik, i starten mest fordi jeg tænkte, at mine venner ville blive trætte af at se på mit strik.

Navnet Skaberglæde kommer af min historie med strik. Jeg overvejede “skabertrang”, men jeg havde på daværende (og egentlig er dét behov fortsat) brug for, at gøre noget som var drevet af glæden ved det hele og som ikke var noget, jeg skulle eller burde. Jeg har altid elsket at være kreativ og har fx også arbejdet som bl.a. bryllupsfotograf, så det blev til glæden ved at skabe og ikke glæden ved bare at strikke.

Dine billeder og strikkeprojekter stråler af glade farver. Hvordan udviklede du din unikke stil og hvor finder du inspiration?

I starten var jeg meget optaget af at “passe ind”. Dvs. hvis det var populært at strikke i sandfaver, så strikkede jeg også i sandfarver. Ikke fordi jeg følte mig presset til det, men fordi jeg nok ikke bare havde fundet min egen stil. Men efter en rejse til bl.a. Cuba i foråret 2019, hvor jeg for alvor fik øjnene op for farver - og gerne nok af dem, så har jeg faktisk kun strikket i farver, der gjorde mig glad. Og farveeksplosioner gør mig helt vildt glad! Min inspiration kommer primært gennem Instagram, men faktisk også bare, hvis jeg ser en flot farve fx i naturen eller på et stykke tøj i en butik.


Hvad, synes du, er det bedste og det værste ved at strikke?

Åh, der er mange “bedste” ting ved at strikke. Muligheden for at fordybe sig i noget, hvor man samtidig skaber et færdigt produkt, som oprindeligt var dét, der fangede min interesse for strik. Jeg synes, der er så mange muligheder for at sætte sit eget præg og det elsker jeg. Og så er fællesskabet på Instagram virkelig også noget, jeg værdsætter meget højt - det er noget helt særligt! Det værste… Hmm.. Altså at pille op, strikke ærmer eller vrangmasker og hæfte ender er ikke min favorit, men det er en del af processen, så selv dét har jeg efterhånden lært at holde (en lille smule) af!

Hvad er nogle af de bedste oplevelser eller øjeblikke, du har haft, i forbindelse med strik og Skaberglæde?

Hver gang jeg har delt noget, som jeg virkelig har haft på hjerte, fx med mine tanker omkring at være str XL, så har jeg bare oplevet at blive set og bakket op og det har virkelig givet mig blod på tanden til at fortsætte med at dele. Generelt synes jeg faktisk bare, at jeg har verdens bedste følgere, der hver dag sender søde, dejlige beskeder, som gider diskutere alverdens strikke/krea-projekter og som giver mig mulighed for at bruge så meget tid på Skaberglæde-projektet. Jeg føler mig så heldig at have fået muligheden for det! 

Det er jo ingen hemmelighed, at din Instagram-profil er blevet enorm populær og har tiltrukket en masse strikkeentusiaster og håndarbejds-begejstrede sjæle. Hvad, tror du, folk især kan lide ved dit strikkeunivers?

Jeg forstår ikke helt selv, at der er så mange, der har lyst til at følge med - men jeg er helt vildt taknemmelig for det! Hvad der gør det, synes jeg dog er svært at sige. Jeg forsøger at skabe plads til at alle kan være med og har derfor fx lavet en del videoguides og hjælp til at finde billigere garnalternativer og det håber jeg er brugbart for mange!

Du har sat en bevægelse i gang på Instagram som hedder “Smuk I Strik”. Det handler om at dele billeder af sig selv i sine striktrøjer, så vi kan omfavne og normalisere alle de størrelser og former vores kroppe kommer i. Hvad har det betydet for dig, at se så mange mennesker bakke op om dine krops-positive indslag og se de mange billeder blive delt med hashtagget #smukistrik?

Helt enormt meget! Det har både givet mig blod på tanden til at fortsætte og så har det først og fremmest gjort, at jeg er blevet opmærksom på, at jeg jo langt fra er den eneste, der har det sådan. Mit ønske, dengang det startede, var, at det blev nemmere at spejle sig selv i andre på Instagram. Da jeg slog det op, var der stort set ingen billeder af striktrøjer på kroppe over str L. Nu er der over 5000 billeder under #smukistrik og det er jeg mega stolt over, at vi har fået skabt i fællesskab!

Har du et andet (kreativt) hobby udover at strikke? Eller er der noget du ønsker at lære?

Jeg har taget billeder i en del år efterhånden og har også arbejdet som bryllupsfotograf i et par år. Men ellers kaster jeg mig gerne ud i nye projekter, fx bestemte jeg mig for at lære at sy under lockdown. Jeg elsker at skabe noget med mine hænder, hvad end det er med strikkepinde, symasking, broderinål eller tegne i min Bullet Journal. Jeg er ikke lige god til det hele, men ofte er det også mest bare processen, der gør mig helt vildt glad.


Hvad er dine bedste tips til at gennemføre et vellykket strikkeprojekt?

Lav en strikkeprøve, før du går i gang! Man kan sagtens strikke noget pænt på billige pinde (selvom jeg for dine hænders skyld vil anbefale, at du skaffer nogle gode!) og med billigt garn, men hvis strikkefastheden ikke er overholdt, så kan man ikke regne med målene i opskriften og så er det spildt arbejde. Jeg har talt flere gange om det på min profil og har også lavet en video, hvor jeg forklarer det mere i dybden. Det er lidt surt at skulle starte med prøven, men det er i den grad det værd til sidst!

Vi siger tusind tak til Maria og glæder os til et fantastisk samarbejde!

Hvis du ikke allerede følger Maria//Skaberglæde, så må du hellere skynde dig og tjekke hendes univers ud. Hun hedder @skaberglaede på Instagram, og så finder du selvfølgelig også en masse spændende indhold på hendes blog.


De bedste hilsner fra Hobbii <3


Spar 44%

Baby Cotton Organic - Hobbii

100% Egyptisk Bomuld

20 kr.  36 kr.
Spar 45%

Baby Snuggle Solid - Hobbii

100% Polyester

32 kr.  58 kr.