VIDEOGUIDE: Lær at strikke dobbelt perlestrik og i-cord-kant og lav det flotte Lavender Pandebånd. I dette blogindlæg viser vi dig hvordan!



Kære strikkeentusiast, er du klar til at fordybe dig i en hyggelig udfordring til de ekstra kolde dage? I dag tager vi fat på et projekt og nogle teknikker, der vil tilføje elegance til dit strikke-repertoire: Lavender Pandebåndet er nemlig strikket med dobbelt perlestrik og en i-Cord-kant, der giver en kæmpe WOW-faktor!

Dobbelt perlestrik er et mønster, der giver en flot, unik og struktureret tekstur, der minder om små perler på række – og så er det repetitive arbejde så dejligt afstressende! I-cord-kanten tilfører en smuk og elegant finish til projektet.

Og det allerbedste? Begge teknikker er overraskende enkle, så det er bare at komme i gang! Er du klar? Så er det nu, du skal finde garn og strikkepinde frem 💙

Køb opskriften her: Lavender - Pandebånd


Sådan strikker du et Lavender Pandebånd

Pandebåndet laves ved at strikke frem og tilbage. Hver pind eller række består af følgende dele:

  • En i-Cord-kant
  • Et mellemstykke med perlestrik
  • En i-Cord-kant.

I det følgende forklarer vi, hvordan du strikker en i-Cord-kant og dobbelt perlestrik. Du kan også blot se videoen herunder, hvor vi guider dig til at strikke det flotte pandebånd.


Videoguide: Sådan gør du

I videoen herunder gennemgår vi, hvordan du strikker det fine Lavender Pandebånd.



Videotip! Klik på “Indstillinger” (det lille tandhjul under videoen ⚙) for at skifte sprog på underteksterne. Du kan også justere på hastigheden, hvis du har brug for at se teknikken i et langsommere tempo.


Sådan strikker du en i-Cord-kant

I-Cord-kanten strikkes som det første på hver række.


Sådan gør du

  1. Tag 1 maske løst af med garnet foran arbejdet.
  2. Strik 1 maske ret.
  3. Tag 1 maske løst af med garnet foran arbejdet.
  4. Strik 1 maske ret.

Gentag punkt 1-4, når du kommer til de sidste fire masker på rækken.


Sådan strikker du dobbelt perlestrik

Start med et ulige antal masker. I opskriften på Lavender pandebåndet har du 17 masker på hver pind, som skal strikkes i dobbelt perlestrik. Det er vigtigt at bemærke, at disse masker ligger mellem de to i-Cord-kanter på hver række (se ovenfor).


Sådan gør du

  1. Række 1 (vrangsiden): *1 ret, 1 vrang*. Gentag dette mønster over 16 masker. Strik derefter 1 maske ret.
  2. Række 2 (retsiden): *1 vrang, 1 ret*. Gentag dette mønster over 16 masker. Strik derefter 1 maske vrang.
  3. Række 3 (vrangsiden): Strikkes som række 2.
  4. Række 4 (retsiden): Strikkes som række 1.

Gentag punkt 1-4, indtil dit arbejde har den ønskede længde.


Psst! Hvis du gerne vil bruge lidt tid på at få dobbelt perlestrik helt ind under huden, før du kaster dig over dit Lavender Pandebånd, kan du prøve teknikken af ved at strikke en karklud.


God fornøjelse med dit Lavender Pandebånd! Vi glæder os til at se resultatet 😍

Download opskriften her: Lavender - Pandebånd