Er du klar til at dykke ned i amigurumi? 🌊 Dagens ekspert er Ilaria Caliri, der er den kreative drivkraft bag Instagramkontoen @airali_gray. Hun har netop udgivet tre helt nye, gratis amigurumiopskrifter – og hold op, de er nuttede! Gå ikke glip af denne spændende Q&A med amigurumi-mesteren selv!



Velkommen til denne udgave af “Mød designeren”, hvor vi hylder de kreative hjerner bag vores yndlings opskrifter og kollektioner. Denne gang skal det handle om amigurumi!

Vi er super spændte på at fremhæve den talentfulde Ilaria Caliri, der fra sin base i Italien har designet tre helt nye amigurumi-opskrifter med det sødeste undersøiske tema! 🦀🐠🐚 (og jeg har gode nyheder – opskrifterne er nemlig helt gratis at downloade!)

Ilaria er en sand amigurumi-mester med mere end 100.000 følgere på Instagram under navnet @airali_gray. 👀 Kender du ikke allerede til hendes nuttede figurer, bør du følge hende med det samme!

Er du klar til at lære mere om Ilarias tanker bag opskrifterne i den nye ‘Under the Sea’-kollektion? Og er du interesseret i at lære mere om, hvordan hun arbejder med amigurumi? Læs med, når vi dykker ned i hendes designs i denne Q&A 😍🌊


1. Hvorfor amigurumi?

“Jeg lærte at hækle som barn, men droppede det, indtil jeg stødte på amigurumi i starten af 20’erne. Idéen om, at jeg med helt grundlæggende hækleteknikker – som jeg allerede kendte – kunne skabe de sødeste 3D-figurer, var nærmest som magi. Jeg måtte bare lære, hvordan man gjorde. Så jeg fandt straks en opskrift og fandt hurtigt ud af, at det handlede om geometri. Jeg har eksperimenteret med det lige siden!”


2. Hvad er interessant ved det undersøiske tema?

“Det undersøiske tema er en konstant kilde til inspiration for mig! Jeg var så begejstret for, at det var inkluderet i forslagene fra Hobbii, fordi jeg elsker at designe nuttede havdyr.

Det er ikke første gang, jeg har designet små havdyr, men det bliver ved med at være et inspirerende tema. Jeg er vild med, hvordan havdyrene er en skattekiste af muligheder for spændende designs! Der er både fisk i klare farver og former, fascinerende havpattedyr og krebsdyr med indviklede skaller og kløer.

Da det kom til at vælge de tre små væsener til denne lille kollektion, sigtede jeg efter at fange denne diversitet samtidig med at tilbyde både nemme og svære opskrifter. Jeg har designet opskrifterne med en lys farvepalet og forskellige former for at gøre hækleprocessen så sjov som mulig.”




3. Hvordan arbejdede du kreativt med de tre nye opskrifter?

“Min kreative proces starter altid med, at jeg skitserer. Jeg prøver altid at have øje for, at skitsen skal blive til en form, der kan hækles. Selvom jeg eksperimenterer, så husker jeg på, at det ikke blot handler om at illustrere en idé – det færdige produkt skal være en brugbar opskrift.

Muslingen Paola var en sjov udfordring! Den er et fint eksempel på, at en simpel skitse ikke garanterer en simpel opskrift. Jeg måtte afprøve og fejle for at fange den stjernelignende form i toppen.

Med Guldfisken Luigi var der en anden udfordring. Jeg ville gerne have, at opskriften var begyndervenlig, så det handlede om at finde en måde at gøre den interessant uden at lave alt for komplekse instruktioner.

Og til sidst var der Krabben Rachele! Hendes ben og kløer er de centrale elementer. Kroppen har en oval form for at skabe lidt diversitet i kollektionen, kløerne er designet til at se lidt åbne ud, og benene har et naturligt buk, som man opnår gennem indtagninger og udtagninger."

Når jeg er færdig med at skitsere, skal jeg i gang med at oversætte skitserne til hæklede masker. Her giver min erfaring mig en stor fordel. Det er uundgåeligt at fejle, og nogle gange er det kun gennem utallige forsøg, at man kommer frem til det ønskede resultat!”


4. Kan du fortælle os lidt mere om de tre amigurumi?

Muslingen Paola har som nævnt en stjernelignende form i toppen, som ikke er så kompliceret at hækle, men det kræver, at man læser instruktionerne nøje og bruger en maskemarkør. Vær venlig at bruge maskemarkøren her!"




"Guldfisken Luigis kendetegn er de teksturerede finner, hvor du skal bruge hækling i bagerste maskeled for at skabe riller – det er en helt simpel teknik med imponerende resultater."




"Krabben Rachele kan godt tage lidt længere tid at lave, fordi du skal sy en del til sidst. Men lad være med at se det som en hæmsko – det er en sjov øvelse, der kombinerer at hækle og sy for at skabe en fantastisk sød buttet krabbe!"




"Jeg har brugt Hobbii Baby Cotton Organic til alle opskrifterne. Det er et tyndt bomuldsgarn, der er utrolig blødt og kommer i en skala med de fineste farver, så det var et nemt valg!

Opskrifterne bruger mest fastmasker. Der er også enkelte steder, hvor man skal hækle i forreste og bagerste maskeled for at skabe tekstur. Hvert design indeholder unikke detaljer, som både gør dem skønne at hækle og måske også introducerer dig for nye teknikker.”


5. Hvilke råd vil du give til amigurumi-begynderen, der gerne vil hækle en af de nye opskrifter?

“Her er der et par hurtige råd: Tag dig tid, og ha’ det sjovt med hver maske! Brug en maskemarkør, og tjek maskeantallet efter hver runde. Det er heldigvis meget nemt at trevle hæklemasker op! Hvis noget ikke ser helt rigtigt ud, så trevl op og prøv igen. Men undgå at stræbe efter perfektion – omfavn de små uperfektheder og nyd processen!

Til dit første projekt vil jeg anbefale Guldfisken Luigi. Du hækler ham ved at starte med en helt simpel amigurumicirkel, og hans krop er ligetil at forme med opskriften. Og så får du mulighed for at lære en ny teknik, når du skal hækle de sjove finner!”


6. Hvilke garner er særligt gode til amigurumi?

“Hobbii har et stort udvalg af garner, der er perfekte til amigurumi. Hvis du godt kan lide at arbejde med tynde garner til mindre projekter, så er Hobbii Baby Cotton, som jeg også har brugt i denne kollektion, det perfekte valg.

Til hæklere, der foretrækker kraftige, klare farver, kan jeg anbefale at undersøge Hobbii Rainbow 8/4 eller Hobbii Friends 8/4. Hvis du elsker at lave store amigurumi, bør du overveje garner med tykkelserne 8/6 og 8/8. Husk blot at udskifte din hæklenål tilsvarende og bruge større sikkerhedsøjne også.”




7. Og til sidst: Hvad er dine tre bedste tips til alle os, der er vilde med amigurumi?

1 — Markér dine omgange med en tråd i en kontrastfarve. Hvis der sker en fejl, kan dette tip gøre det nemt at trevle op tilbage til den ønskede maske.

2 — Giv dig god tid til at fylde vat godt ind i alle dele og hjørner. Dette trin er mindst lige så vigtigt som selve hæklearbejdet, fordi det bidrager til den færdige form og stabilitet af amigurumien.

3 — Brug knappenåle til at placere delene nøjagtigt, før du syr dem sammen. Fjern først knappenålene, når du syr helt tæt på dem, så de kan hjælpe dig med at fastholde de små dele på de rigtige steder.”


Er du klar til at hækle amigurumi?

Nu har du fået Ilarias bedste tips og tricks til amigurumi – er du klar til at dykke ned i opskrifterne til de smukke designs?

Download opskrifterne gratis her: 

Muslingen Paola

Guldfisken Luigi

Krabben Rachele


Glem ikke at dele dine færdige projekter og se efter inspiration under Instagram-hashtaggene #AiraliDesignxHobbii og #HobbiiUndertheSea!