Hobbii er gået sammen med Mødrehjælpen for at hjælpe udsatte børn til en bedre jul. Du kan bidrage ved at strikke (eller hækle) og donere nissehuer til Mødrehjælpens butikker. Salget fra to nissehuer svarer til én julegave.
Der er stadig knap 6 måneder til jul - men indsamlingen til Mødrehjælpens Julehjælp starter nu. På den måde har vi fokus på ‘Jul i juli’, og du har nu muligheden for at støtte indsamlingen ved at strikke og donere en nissehue til en af Mødrehjælpens butikker 🥰
Hvert år går tusindvis af fattige børn rundt med ondt i maven, fordi julen står for døren. De lever i familier, hvor der ikke er penge til bare et minimum af det, langt de fleste tager for givet. Sammen med Mødrehjælpen har Hobbii derfor udviklet en strikkeopskrift på en nissehue i henholdsvis Highland Wool og Rainbow Cotton 8/4 🧶
For at sætte ordentligt skub i indsamlingen, donerede Hobbii garnet til de første 1500 strikkesæt. Efterspørgslen på disse var enormt stor, og derfor er de desværre også udsolgt.
Hvis du ikke fik fingrene i et af de donerede strikkesæt, kan du finde opskriften på Hobbii og Mødrehjælpens nissehue lige her 🌈
Det eneste du skal bruge er 1 nøgle 🧶 Highland Wool eller 2 nøgler 🧶 🧶 Rainbow Cotton 8/4. Farven vælger du helt selv.
Når du har strikket en nissehue, afleverer du den i en af Mødrehjælpens butikker, hvor de frivillige glæder sig til at modtage den.
Er du mere til at hækle?
Du er også meget velkommen til at hækle en nissehue ud fra egen opskrift eller finde inspiration i vores hækleopskrift på Noams Nissehue, som du kan finde her.
Hvor mange nissehuer kan vi nå at strikke/hækle inden jul?
Med de første 1500 nissehuer har vi været med til at sikre 750 julegaver til udsatte børn. Men, vi håber selvfølgelig, at mange flere har lyst til at støtte op om ‘Jul i juli’ og strikke en nissehue til Mødrehjælpen ❤️
Nissehuerne bliver sat til salg i Mødrehjælpens butikker i løbet af november, så der er masser af tid til at strikke løs! Du kan som nævnt finde opskriften her på en nissehue i henholdsvis Highland Wool eller Rainbow Cotton 8/4 - men du er også meget velkommen til at give dig i kast med din egen opskrift. Alle nissehuer modtages af Mødrehjælpen med kyshånd 🥰
Alle der strikker til Mødrehjælpen, kan dele erfaringer og vise sine projekter i Facebook-gruppen ‘Fra Garn til Barn’.
Om Mødrehjælpen
Mødrehjælpen er en socialhumanitær organisation, der rådgiver og støtter gravide og børnefamilier i en svær situation. Mødrehjælpen hjælper blandt andet gennem professionel rådgivning og organisering af frivillige aktiviteter. Samtidig arbejder de politisk for at sikre en lovgivning, som forbedrer vilkårene for udsatte børnefamilier og gravide 👪
Et af flere initiativer til indsamling af midler er ‘Fra Garn til Barn’. Her strikker eller hækler frivillige til glæde for andre ved at donere sit håndarbejde til Mødrehjælpen. ‘Jul i juli’ er en kampagne herunder.
Jeg håber, at du har lyst til at støtte op om Mødrehjælpens Juleindsamling og strikke en nissehue. Når nissehuen bliver solgt, er den med til at glæde et barn, og med pengene fra salget kan Mødrehjælpen være med til at gøre julen bedre for endnu flere børn ❤️
Tak og rigtig glædelig Jul i juli
Casper
Skriv en kommentar