Har du nogensinde haft lyst til selv at farve garn? Det kan du nemt - med solfarvning! Det kræver blot nogle simple remedier, solskin og så en smule tålmodighed.


Solfarvning er en metode, hvor du bruger solen som varmekilde til at binde farve til garn. I stedet for at stå over en gryde med varmt vand, kan du lade garn og farvestoffer stå i solen over flere uger for at farve det. Farverne får du fra naturmaterialer, dvs. alt hvad der er i naturen, såsom blomster, planter, frugt og grøntsager 🍏

Processen er langsommere, men giver smukke resultater. Og så er der noget helt særligt ved selv at kunne skabe farver med natur-ingredienser og overvære processen, hvor vand og garn langsomt skifter farve 🌈

Jeg har selv prøvet solfarvning, og jeg er helt bidt af det. Mit første solfarvningsprojekt har givet mig garn i den smukkeste lysebrune nuance, og jeg kan slet ikke vente med at få det brugt 🤎

Det skal du bruge:

Et stort patent- eller henkogningsglas

Det er vigtigt, at der er plads til garnet og alle ingredienser. Jo mere klemt det hele ligger, jo mindre fordeler farven sig, så den bliver mere koncentreret på det enkelte sted. Begge dele er helt fint, der er intet rigtigt eller forkert. Jeg bruger selv et patentglas på 5 liter.

Farveingredienser

Her får du virkelig lov til at slå dig løs. Du kan selv gå ud i naturen og samle blomster, blade, planter, bær osv. 🍓 Du kan ligeledes dykke ned i grøntsagsskuffen efter frugt og grønt, såsom rødkål, løgskaller, og hvad du ellers kan finde 🧅 Ingredienser som kaffe, theblade og bønner kan også give flotte nuancer ☕ Er skufferne lidt tomme og naturen for langt væk, kan du også vælge at købe dine naturmaterialer online. Typisk kan du finde flere spændende farvematerialer i online helsekostforretninger. 

Du kan i princippet bruge alt, der har en farve. Men vær opmærksom på, at den farve, som dine ingredienser har, ikke nødvendigvis resulterer i den samme farve på garnet. Avokado-sten og -skaller kan fx give en rosa farve 🥑

Det er også vigtigt at bemærke, at de farver, du kan opnå med natur-ingredienser, ofte er begrænsede til de farver, du kan finde i naturen. Mange af ingredienserne vil ofte give nuancer af gul, brun, grøn og rød. Og så er det næsten umuligt at garantere bestemte nuancer. Dog kan særlige plante- og træsorter give spændende resultater, såsom Logwood eller fx Blåtræ, der giver blålilla nuancer 💙

Solfarvning er en naturlig proces, så det er om at prøve sig frem. Det giver dog også lidt spænding ikke at vide, hvad det endelige resultat bliver. 


TIP: Det er utrolig svært at genskabe farver og dermed flere nøgler som er magen til, med solfarvning. Husk derfor at farve rigeligt garn i samme eller flere glas, så du har nok til dit strikke/hækleprojekt 🧶


Garn

Her har du igen masser af valgmuligheder. Naturlige fibre, såsom bomuld, uld, bambus og silke fungerer bedst, da de har nemmere ved at absorbere farve 🐑 Syntetiske fibre som akryl og polyester har sværere ved det. 

Vælger du garn af 100% syntetiske fibre, kan du risikere, at de absorberer for lidt farve. Jeg vil derfor altid anbefale, at du vælger garn med mindst 50% naturlige fibre.

Husk at garnets egen farve også har indvirkning på solfarvningen. Jeg har fx farvet med lyng på naturfarvet garn, hvilket giver en gul farve. Men hvis man farver med lyng på gråt garn, giver det en grønlig farve. 

Bindemiddel

For at sikre at farvestofferne binder sig til garnet og holder bedre i vask, skal du bruge bindemidler som fx alun. Alun kan fås i de fleste skønheds- og helsebutikker og er nemt at bruge. Du skal bruge ca. 20 gram alun pr. 100 gram garn.

Solskin

Solfarvning har sit navn af en grund - man har brug for sol! Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre, hvis der er nogle dage uden solskin men glasset skal stå og varmes op i processen.

Sørg derfor for at stille glasset, hvor det kan få mest sol og varme, fx et drivhus, i en solskinskrog i haven eller i vindueskarmen. Glasset skal typisk have lov at stå i solen i 3 uger - mit har stået udenfor i 3 uger og suget varme til sig.


Sådan gør du:

Når du har samlet alle dine ingredienser, er det bare om at komme i gang! 

Først forbereder du garnet. For at sikre at farven kan nå al garnet, skal garnet anvendes som fed. Her kan du gøre det nemt for dig selv ved at købe garnet i fed. Hos Hobbii kan du fx få Unicorn Solid i farven Cream (01), der allerede kommer i fed. 

Alternativt kan du selv lave et fed ved fx at vikle garnet om ryggen på en stol eller en garnvinde. For at garnet ikke skal danne knuder, binder du korte stykker snor eller garn flere steder på fedet. Du kan med fordel binde en længere snor om garnet, så du nemmere kan få det op af glasset igen når farveprocessen er færdig. 

Nu skal garnet lægges i blød, så det er helt vådt, inden du lægger det i glasset. Mens garnet ligger i blød, kan du forberede alun-blandingen ved at komme det i en bøtte eller skål med varmt vand, så det opløses. Det skal røres helt ud til du ikke kan se det længere 👀

Herefter lægger du dine materialer i glasset. Start med at lægge den ene ende af dit fed garn i bunden af glasset. Læg derefter noget af farvematerialet ovenpå og fold fedet over på midten, så der kommer mere garn ned i glasset. Derefter putter du mere farvemateriale i, og til slut resten af dit fed og resten af farvematerialerne. På den måde ligger garnet og farvematerialerne i lag, så alt garnet ligger tæt op af farvematerialerne. Du bestemmer selv, om du vil blande materialerne og hvor meget du vil putte i glasset. På denne måde kan du rigtigt eksperimentere med farvningen.


Du kan også lægge nogle af farvematerialerne i siden af glasset - det gør hele venteprocessen sjovere da du bedre kan se de flotte materialer og fordeler farven smukt ✨

Til sidst hælder du alun-blandingen i glasset og topper op med lunkent vand, så det dækker alle materialer og når op til halsen på glasset. 

Luk nu glasset og stil den dér, hvor den kan få sig noget sol. Over de næste par uger skal du blot sørge for at tjekke op på processen og åbne glasset en gang imellem. Processen kan nemlig gære en smule, og der kan derfor komme tryk i glasset. 

Det er vigtigt, at garnet altid er dækket af vand. Fordamper noget af vandet skal det toppes op med mere lunkent vand. 



TIP: Det kan godt svine lidt, når man skal pakke sit solfarvningsglas og når man skal åbne det igen, det er derfor en god idé at gøre det udendørs eller på badeværelset.


Efter 3 uger i solen skal garnet blot tages ud. Skyl det i en spand vand og prøv at få materialerne ud af garnet. 

Har du svært ved at få alle farvematerialerne ud af garnet, kan du vælge at lade garnet tørre først. Jeg tørrede mit garn ved at lade det hænge på et kosteskaft i skyggen. Da det var tørt, kunne jeg ryste det meste af. 


Husk dog at være forsigtig, da garnet godt kan filtre, hvis man bare kaster rundt med det. 

Til sidst lagde jeg garnet i en vaskepose og vaskede det på uldprogram med lidt uldsæbe, inden jeg hængte det til tørre igen. Det er vigtigt, at garnet er helt tørt, inden du vinder det op, så det ikke rådner.

Vupti - smukt, solfarvet garn 🤩

Her kan du se resultatet af min første solfarvning 👇 Her brugte jeg lammeulds- og silk mohair-garner. Begge garner farvede jeg med knust valnød og knust kraprod - lammeuldet fik dog også et bundt lyng i 🌿


Min seneste solfarvning er lavet med Unicorn Solid i hvert glas. Det ene er farvet med lyng, som har givet den smukkeste gule farve, og det andet med valnød og en smule kraprod. Du kan se resultaterne herunder 👇 


Jeg har allerede flere projekter i tankerne og har fået købt mig lidt lavendelblomst, knust hibiscus, knust marietidsel, perikon og gyldenris. Gad vide hvilke farver det tryller frem?


Varme solskinshilsner, 

Mette


Unicorn Solid - Hobbii

75% Superwash Merinould, 25% Polyamid

149 kr.

Baby Cotton Organic - Hobbii

100% Egyptisk Bomuld

36 kr.