TL YARN CRAFTS TAKEOVER – Clawfoot er en super flot hækleteknik, og maskerne er slet ikke så svære som de ser ud! I dette blogindlæg guider Toni Lipsey dig til, hvordan du hækler Clawfoot-masker, som også bruges i must-have opskriften, On the Go-tasken.
Dette blogindlæg er skrevet af Toni Lipsey, hækledesigneren og underviseren bag TL Yarn Crafts.
Er du på udkig efter et simpelt mønster, som giver den helt store wow-effekt? Så er Clawfoot-masker lige noget for dig! Mønsteret består af en klynge af masker, og det er en meget begyndervenlig teknik, der kan bruges til næsten alle hækleprojekter.
I dette blogindlæg viser jeg dig, hvordan du bliver en sand mester til Clawfoot-masker - og tro mig, det vil overraske dig, hvor nemt det er!
Hvad er Clawfoot-masker?
Clawfoot-mønsteret er et anderledes take på en klyngemaske med halvstangmasker. Mønsteret skabes ved at hækle tre masker sammen for at lave en forgrenet “gaffel”-maske med et unikt udtryk og en flot struktur.
Selvom du måske lige har lært at hækle, er jeg sikker på, at du vil elske udfordringen i at kaste dig ud i Clawfoot-masker. Når du øver mønsteret, er det en god idé at have en løs hæklefasthed - så er du nemlig sikker på at kunne trække din hæklenål gennem løkkerne.
Hækleteknikker du bør kende
Clawfoot-masker udgør et simpelt mønster. Der er dog nogle få grundlæggende teknikker, som du bør kende, før du kaster dig ud i mønsteret.
- Slå om: Før garnet over spidsen af hæklenålen og ned foran, så du laver en løkke omkring nålen.
- Træk garnet igennem: Stik hæklenålen ind i den anviste maske, slå garnet om nålen og træk derefter nålen tilbage igennem masken. Behold alle løkker på nålen, indtil du bliver bedt om at gøre noget andet.
- Luftmaske: Slå garnet om nålen og træk nålen gennem løkken for at lave en luftmaske.
Farveskift i Clawfoot-mønster
Jeg elsker at lege med forskellige farver, når jeg hækler Clawfoot-masker. Vil du lave striber i dit arbejde, så sørg for at hækle række 1-2 færdig i samme farve, inden du skifter til din næste farve. På den måde sørger du for at mønstergentagelsen altid er i samme farve, og at du får en jævn og pæn overgang fra den ene farve til den anden.
Her er en nem måde at skifte farve på i slutningen af en gentagelse på række 2: Hækl den sidste fastmaske, indtil du har 2 løkker tilbage på nålen. Slip den farve, der er i brug i øjeblikket, slå om hæklenålen med den nye farve. Træk igennem de sidste 2 løkker på nålen for at hækle masken færdig og fuldende farveskiftet. Fortsæt med den nye farve.
GRATIS: Har du også forelsket dig i Clawfoot-mønsteret? Så er On The Go-tasken helt sikkert noget for dig. Få opskriften her.
Lær at hækle Clawfoot-masker
Er du klar til at give dig i kast med Clawfoot-mønsteret? Pas på – mønsteret er nemlig ikke bare smukt, men også super vanedannende!
Sværhedsgrad: Øvet begynder
Start med: Et antal masker, der kan deles med to
Materialer: Garn, hæklenål, maskemarkører (valgfrit), saks, stoppenål
Forkortelser
- lm = luftmaske
- stgm = stangmaske
- indt = indtagning
- 3-hstgm-sm = 3 halvstangmasker hæklet sammen
- fm = fastmaske
- spo = spring over
- lm-bue = luftmaskebue
- m = maske(r)
- vende-lm = vendeluftmaske
- so = slå om
Noter:
- De første 4 lm tæller som 1 stgm + 1 lm.
- Speciel maske – 3 halvstangmasker hæklet sammen (3-hstgm-sm): so, træk garnet igennem m på den forrige indtagning, (so, træk garnet igennem den næste m) 2 gange, so, træk garnet igennem 6 løkker på nålen, so, træk garnet igennem de sidste 2 løkker på nålen.
Såååå smukt! 😍
Sådan hækler du Clawfoot-mønster
Lav et vilkårligt lige antal lm.
STARTRÆKKE: 1 fm i anden lm fra nålen og i hver lm rækken ud, vend.
RÆKKE 1: 4 lm, spo fm som lm er lavet i, (so, træk garnet igennem den næste m) 3 gange, so, træk garnet igennem 6 løkker på nålen, so, træk igennem 2 løkker på nålen, 1 lm, (3-hstgm-sm, 1 lm) hele vejen rundt, saml med 1 km i vendeluftmaskens tredje lm, vend.
RÆKKE 2: 1 lm, 1 fm i m som lm er lavet i, 1 fm i hver lm-bue og m omgangen ud, saml med 1 km i den første fm på omgangen, vend.
Gentag række 1-2, indtil du har opnået den ønskede længde på dit arbejde. Luk af og hæft alle løse ender. Husk at du altid kan blokke dit arbejde med damp for at få et endnu flottere fald og mere definerede masker i dit Clawfoot-mønster.
Tak fordi du fulgte med og kastede dig i Clawfoot-mønsteret! Brug denne guide når du laver On the Go-tasken, en ny opskrift designet eksklusivt til TLYC x Hobbii’s Happy Place. Se alle detaljerne og download opskriften gratis her.
Dette blogindlæg er skrevet af Toni Lipsey, som du måske kender bedre som TL Yarn Crafts. Toni er kendt for sine letforståelige hækleopskrifter til hæklere på alle niveauer, og hun deler ivrigt ud af sin viden, erfaring og yndlingsprodukter på sin blog, YouTube og Instagram. For nylig har hun i samarbejde med Hobbii udviklet Happy Place, et skønt garn i 50% bomuld og 50% uld.
Vil du lære Toni bedre at kende? Læs vores Q&A med hende her.