I dette blogindlæg kan du møde den australske hækledesigner Shelley Husband, der giver et indblik i sit kreative univers og deler sine bedste eksperttips! Hun fortæller også om den helt nye Granny Square-kollektion med Hobbii.
Oldemorfirkanter, bedstemorfirkanter, Granny Squares – de smukke firkanter har mange navne!
Kære læser, er du klar til ægte hæklemagi? Så skal du læse med her, hvor vi introducerer dig for ingen anden end Shelley Husband, der er den kreative sjæl bag Spincushions. 😍
Shelley er kendt for sine elegante og detaljerede designs, og så har hun netop udgivet en smuk kollektion af Granny Square hækleopskrifter med navnet Compass Rose Granny Squares.
Læs med her – så tør vi godt love, at Shelley afslører et par ekspert-tips og fortæller om, hvordan hun finder inspiration til sine designs. Tro os, det er ikke noget, du vil misse! 😉
1. Hvor kan du bedst lide at hækle?
“Du finder mig oftest i en dejlig stol i min stue, hvor jeg har udsigt over både havet, skoven og markerne – og tit kan jeg også se en flok kænguruer! Når jeg designer en opskrift, hører jeg musik, og når jeg hækler, ser jeg noget eller hører en lydbog.”
2. Hvordan ser din kreative proces ud?
“For det meste har jeg ingen plan i hovedet, når jeg sætter mig ned for at designe en opskrift. Jeg elsker at designe uden regler, så jeg bare kan lege og se, hvad der kommer af nålen i den anden ende. For mig er det spændingen ved at få en idé til at fungere eller at sætte en ny kombination af masker sammen, der får min hjerne til at synge.
Der er selvfølgelig tidspunkter, hvor jeg er nødt til at holde mig lidt til en plan. For eksempel er jeg jo nødt til at begrænse mig til masker med simple teknikker, hvis jeg skal designe en begyndervenlig opskrift."
3. Hvordan vælger du farver til dine Granny Square-projekter?
“For mig handler hækling om de mønstre og teksturer, som maskerne laver. Så helt neutrale farver er altid min go-to. Jeg elsker at lave store, ensfarvede Granny Square-tæpper. Et tæppe, der er sammensat af mange forskellige firkanter i samme farve, er virkelig tiltalende for mig.
Når jeg en gang imellem bevæger mig over i flere farver, er det typisk en graduering af blå nuancer med en neutral eller naturlig creme-farve. Hvorfor det netop er de farver, jeg altid søger mod, skyldes ikke andet, end at blå er min yndlingsfarve, og hvem elsker ikke en flot farveovergang?”
4. Hvilke slags projekter kan du bedst lide at lave med Granny Squares?
“Jeg laver oftest tæpper med mine Granny Squares, men nogle gange kaster jeg mig også ud i tørklæder, sjaler og halsedisser. Jeg har også lavet et par puder og pudebetræk. Og endda grydelapper. Men tæpper er mine yndlingsprojekter med Granny Squares.”
5. Hvad er dine yndlingsmasker eller teknikker til at give dine Granny Squares et unikt udtryk?
“Åh, mine usynlige metoder er altid de sjoveste for mig. Jeg designer mine firkanter på en måde, så det er svært at se, hvor omgangen starter og slutter. Teknikken er lånt fra helt gamle hækleopskrifter – den er overhovedet ikke ny. Den er meget brugt i opskrifter på dækkeservietter med blonder. Jeg har bare overført teknikken til Granny Squares og bruger den i alle mulige opskrifter, fra de mest basale til de mere komplekse.”
6. Kan du fortælle lidt om de nye Granny Square-opskrifter?
“Selvom jeg elsker at sidde og lege rundt med design for at se, hvad der sker, så sker det også, at en bestemt idé er inspirationen til et design. Det var tilfældet med de fire opskrifter i Compass Rose Granny Square-kollektionen.
En morgen vågnede jeg med en idé i mit hoved til det let forhøjede omrids, som du ser i alle fire design. Jeg må have drømt om hækling. Jeg havde et stærkt ønske om at føre idéen ud i livet, og nogenlunde samtidig blev jeg kontaktet af Hobbii i forbindelse med dette projekt, hvilket var ret tilfældigt, men gav mig muligheden for at udforske formen.
Alle fire design er lavet med Friends Cotton 8/6, som er den tykkelse garn, jeg oftest bruger. Jeg designer typisk mine Granny Squares i en størrelse på 15 cm, så 8/6-garnets tykkelse er helt perfekt. De eneste begrænsninger, jeg satte mig for med designet, var at sikre, at hver firkant havde det samme omrids og var 15 cm.”
“Nord var den første, mest basale udgave af min idé. Den gav mig inspiration til navnet for hele kollektionen og ledte mig videre til de andre tre designs.”
“Efter Nord lavede jeg Syd. Her ville jeg genskabe den ydre form i midten, hvor jeg hæklede to omgange med blad-lignende former.”
“Øst var et design, der fløj hurtigt af hæklenålen. Det er et virkelig sjovt design at lave, fordi den seje effekt med reliefmaskerne får midten til at stå frem med det store kryds.”
“Vest bruger reliefmasker på en interessant måde til at skabe stråler ud fra midten, samtidig med den også har den ydre form.
Efter jeg havde designet alle firkanterne, lavede jeg opskrifterne flere gange med Friends Cotton 8/4 og Friends Cotton 8/8 samt Friends Cotton Silk. Jeg forsøgte mig også frem med forskellige farvekombinationer. Dem med graduerede blå og creme er mine favoritter.”
7. Er der nogle typiske fejl, som du ofte ser hæklere lave med Granny Squares?
“Når man lærer at hækle Granny Squares, kan det i starten være svært at lære præcist, hvor nålen skal indsættes for at lave en maske. Det er derfor meget brugbart at lære opbygningen af de mest basale masker at kende.
Når folk fortæller mig, at de har problemer med at ramme det rigtige antal masker eller at deres firkanter er skæve, handler det ofte om, at de ikke laver deres masker det rigtige sted. Så det kan løse en masse problemer at lære maskernes anatomi.”
8. Hvad er dine 3 bedste tips til Granny Squares?
“1 – Tænk på hver Granny Square som et lille projekt i sig selv. Lav én, hæft enderne, blok den. Så er det eneste du skal gøre til sidst at sætte alle firkanterne sammen.
2 – Eksperimentér med forskellige garner og størrelser af hæklenål. Eftersom Granny Squares ofte bruges til projekter, der ikke skal tilpasses figur, kan du være mere fri i forhold til at matche opskriftens størrelse. Lad din idé om det færdige design bestemme den kombination af garn og hæklenål, du vælger at bruge. Ønsker du et let og luftigt resultat, så prøv dig frem med et tyndere garn og en større hæklenål, end det er angivet i opskriften. Ønsker du modsat et hurtigt projekt, så prøv med et tykt garn og en stor hæklenål.
3 – Hækl dine Granny Squares sammen. Det er så hurtigt og simpelt at gøre. Der er mange metoder at prøve, og de giver alle forskellige resultater. Så prøv dig frem!”
Download de smukke opskrifter fra Shelly Husband her
Er du også faldet for Shelleys fine Granny Square-opskrifter? Hent dem gratis her: