Julen banker på døren, og for mange af os betyder det hjemmehæklede/strikke julegaver. Jeg har i hvert fald selv et par projekter i tankerne, som jeg håber min familie og venner vil tage godt i mod! Men det er ikke kun gaverne, som du kan hækle eller strikke, du kan faktisk pynte indpakkede gaver med fine garnkreationer.
En smukt indpakket julegave skal man bestemt ikke undervurdere!
Jeg er helt vild med det hjemmelavede look, så jeg har lavet et par hurtige kreationer, som kan gøre indpakningen til noget helt særligt! Hvad enten du foretrækker at pakke dine gaver ind i storslået og glansfuldt julepapir, eller mest er til de neutrale og rolige farver, kan du bruge en hjemmelavet garnkreation og dermed bliver din gave helt unik. Læs med videre, og se et par af mine idéer til en fint indpakket gave. Jeg håber de kan inspirere 🎁
Garn som gavebånd
Jeg bruger ikke gavebånd, men i stedet bruger jeg masser og masser af garn. Du kan bruge garn som gavebånd til at lave de fineste mønstre på alle slags gaveindpakningspapir. Jeg er jo tosset med jul, så jeg sparer ikke på de klassiske julefarver som rød og hvid! Du kan bruge lige de farver du vil. Match garnet med dit foretrukne gavepapir for din egen unikke stil.
Jeg har brugt garnet til at lave et geometrisk mønster, som virkelig får det neutrale brune papir til at ligne en fest!
Pomponer i stedet for sløjfer
Da jeg var barn lavede jeg de her pomponer i massevis! Jeg var helt vild med dem! Det er dog efterhånden mange år siden, jeg sidst har lavet sådan én. Men det er slut nu, for de er jo perfekte til en gave med ’’garnbånd’’ 😉 Jeg erstatter sløjfen fra gavebåndet med pomponerne. Du kan sy dem fast i garnbåndet eller give dem en lille klat lim inden du sætter dem fast.
Pomponerne er ganske nemme at lave. Du kan bruge b.la. bruge et stykke karton, i den størrelse som du vil have pomponen (i diameter), eller som jeg har gjort til de små, en gaffel. Jeg har lavet en lille billedeguide, som viser processen:
Billedeguiden viser, hvordan du starter nederst i venstre hjørne og slutter øverst i venstre hjørne. Afgørende for teknikken er at pomponen bliver ''studset''. Det giver den nemlig det vamsede udtryk. Du kan også bruge et stykke karton, til at lave de lidt større pomponer. Det er bare vigtigt, at der er et hul/revne i kartonnet, hvor den løse snor kan løbe, når garnet skal strammes. Som du ser ovenfor, hvor jeg bruger gaflen og dens løbebane mellem to tænder. Men hvis du ikke gider alt det besvær, så brug en skabelon, der er beregnet til pomponer - køb den her
Flettet garn og stort pynt
Jeg har flettet garnet for at lave et stort og tykt gavebånd og derefter bundet en stor og simpel sløjfe, som er lige til at binde op igen.
Båndet har jeg flettet af 3 forskellige typer garn. Jeg har brugt Rainbow Bomuld, Tivoli Akryl og Lamé Madeira Effektgarn - sammen laver de den fineste effekt. Alle trådene er lagt dobbelt for at få fletningen så stor som muligt. Du kan også prøve at lave en luftmaskerække i stedet for at flette. Det prøvede jeg også, og det så super sødt ud til de lidt mindre pakker - og især hvis du laver en lille pompon til toppen 😉
Jeg håber, at jeg har inspireret dig til at lave dine egne smukke garnkreationer 😍🎄☃️
Kærlig hilsen
Josefine, Hobbii
Skriv en kommentar