Har du en sportsfan i dit liv? Måske et lille barn, som er helt vild med Disney-film? Eller en bedstemor, som elsker tulipaner? Alt dette kan du bringe til live med C2C-teknikken - med den kan du nemlig designe logoer, billeder, tekst og meget andet, som kan skabe glæde hos dem, du har kær ✨ 




Det er næsten kun fantasien, der sætter grænserne for, hvad du kan designe med C2C-teknikken 👆

Og det eneste, du skal bruge, er garn, en hæklenål og ja - din kreativitet. Nuvel, der er selvfølgelig nogle trin, du skal igennem inden, du kan svinge hæklenålen:


  • Forstå teknikken
  • Design dit projekt
  • Udregn garnforbrug


Her får du en guide til hvert eneste trin ❤

Forstå teknikken. Hvad er C2C?

C2C står for "corner to corner", eller "hjørne til hjørne." Det gør det, fordi det er en teknik, hvor du hækler små firkanter i diagonal facon fra hjørne til hjørne. Undervejs skifter du farve for at skabe mønstre, bogstaver og billeder.

Resultatet er en stor firkant skabt af en masse små firkanter. Lidt ligesom de ternede hæfter man havde i matematiktimerne i skolen, eller pixels på din TV-skærm. Her bliver firkanterne blot lavet af garn og kan tilsammen blive til et tæppe, pudebetræk, dækkeserviet, ja næsten hvad som helst.

Her finder du en video-tutorial, der forklarer hvordan du laver C2C.

Foretrækker du skriftlige instruktioner har vi nogle fine opskrifter med tekst og billedillustrationer, som kan hjælpe godt på vej. Fx nedenstående karklud lavet med C2C.

Du kan finde opskriften helt gratis 👉 her 👈



Inden du går i gang med at designe dine egne værker, skal du også have styr på farveskift. Det er nemlig sammensætningen af firkanter i forskellige farver, der skaber billeder og mønstre.

Er du allerede øvet i teknikken, kan du sagtens skippe guiden. Er teknikken ny for dig, vil jeg anbefale, at du øver dig på C2C samt farveskift med C2C.

Du kan finde skriftlige instrukser til farveskift herunder 👇

Farveskift sker ved, at første luftmaske i den nye firkant laves med den nye farve. I stedet for at lave luftmasken som normalt, stikker du nålen ned i firkanten og henter den nye farve med op. Derefter laver du dine luftmasker og kan nu hækle videre med den nye farve.

Den farve, du efterlader, er nu "låst" og venter på dig til du færdiggør rækken, vender dit arbejde og starter på den nye række. Derfra kommer du tilbage til din gamle farve og kan samle den op, hvis du skal bruge den farve igen. På den måde undgår du en masse endehæftninger. Du kommer dog til at have gang i flere nøgler garn på én gang.




Når du har fået styr på teknikkerne, er du klar til at designe dit eget værk 🤩


Design dit projekt

Her får du lov til at slippe kreativiteten løs. Nu skal du nemlig designe dit motiv! Til dette skal du bruge ternet papir og noget at tegne med. Med dette skaber du dit diagram, som du skal følge, når du hækler.


TIP: Er du ikke meget til pen og papir, kan du i stedet bruge digitale programmer, som fx Microsoft Paint. Du kan ligeledes finde forskellige pixel tegneprogrammer til de fleste iPhones og Android-telefoner. 




Inden du begynder at tegne, skal du tage nogle vigtige beslutninger omkring dit design:


Hvor stort skal det være?

Størrelsen er med til at sætte rammerne omkring dit design, så du er sikker på, at dit pudebetræk ikke bliver for stort, eller dit tæppe for småt til at dække både fødder og skuldre.

Til dette vil jeg anbefale, at du laver en hækleprøve, så du ved, hvor stor hver firkant bliver.


Hækleprøven kan du lave således:

Anskaf et nøgle af det garn, du har tænkt dig at bruge til dit projekt - alternativt et nøgle af garn af samme tykkelse.

Med garnet laver du en prøve, som er 5 firkanter høj og 5 firkanter bred (25 firkanter i alt). Når prøven er klar, måler du hvor høj og bred prøven er og dividerer herefter med 5:


  • Højde på prøven / antal firkanter (5) = højde på 1 firkant

  • Bredde på prøven / antal firkanter (5) = bredde på 1 firkant


Firkanterne bør være ens i både højde og bredde, men det er en god idè at tjekke begge dele for at være sikker. Hvis højden er lidt større end bredden eller omvendt, kan du blot finde gennemsnittet mellem de 2.

 

Herefter skal du beslutte dig for, hvor stort dit projekt skal være. Med dette kan du regne dig frem til hvor mange firkanter dit projekt skal bestå af i højden og bredden.

Regnestykket ser således ud:


  • Projektets mål / firkantens mål = antal firkanter


Skal du fx designe et tæppe, som skal være 200 cm højt og 100 cm bredt, vil regnestykket se således ud:


  • Højde = 200 / firkantens mål

  • Bredde = 100 / firkantens mål


Dette bliver det antal firkanter du skal bruge i dit design. Nu skal du bare finde papir - eller et digitalt program - frem og sikre, at det har samme antal firkanter, som dit projekt skal have. Det bliver dit lærred, som du kan udfolde dig på når du tegner.


Hvilke - og hvor mange - farver vil du bruge?

Her er det vigtigt at være realistisk og kunne begrænse sig. Vælger du fx at lave et komplekst design med 20 farver, bliver det mere tidskrævende at hækle, da du skal skifte mellem mange farver.


Nu er du klar til at designe dit motiv:

Med dine valgte farver og dit lærred, er du klar til at kaste dig ud i det! Mangler du inspiration, kan du prøve dig frem med en billedsøgning på internettet. Du søger blot på det motiv, mønster, logo osv., du skal bruge - kombineret med ordet “pixel” eller “cross stitch”.

Skal du fx bruge et blomstermotiv, kan du skrive "blomster" og "pixel" eller "blomster" og "cross stitch" for at få billeder frem som disse: 



Det samme gælder bogstaver. Dem søger du frem ved at skrive fx "alfabet" og "pixel" eller "alfabet" og "cross stitch".

Finder du ikke noget på dit sprog, kan du forsøge dig med engelske termer, fx "alphabet" og "pixel."

Så er det bare om at lave dit design! Sørg endelig for at rette til indtil du er tilfreds. Når du først er gået i gang med at hækle designet er det svært at ændre i noget uden, at det går ud over det stykke, du allerede har hæklet. 



Udregn garnforbrug

Når du er tilfreds med dit design, skal du anskaffe dig garnet. Her er det vigtigt, at du skaffer nok af hver farve, så du ikke løber tør undervejs. En af måderne at udregne det på er at finde ud af, hvor meget garn, du bruger på én hæklet firkant - og derefter udregne dit garnforbrug derfra. 

Her kan du anvende samme hækleprøve, som du lavede før. Hækleprøven piller du helt op og måler længden på det garn, du har fået ud af prøven. Længden af dette dividerer du med 25 (antallet på firkanterne i din prøve), for at få det gennemsnitlige garnforbrug per firkant. 


Altså:

  • Antal cm garn brugt i alt / antal firkanter i alt = antal cm af garn brugt per firkant.


Det er vigtigt, at du tager dig tid til at lave de 25 firkanter og ikke nøjes med at lave en mindre prøve. Med den store prøve sørger du nemlig for at tage højde for små skift i hæklefasthed samt det ekstra garn, der skal bruges på kædemaskerne for enden af hver række. Får du kun lavet et par firkanter - som måske bliver lidt stramme - får du brugt mindre garn, end du måske ville gøre normalt. Bruger du det tal til din udregning kommer du frem til et mindre garnforbrug per firkant og kan ende med at købe for lidt garn til dit projekt. 

HUSK: Du skal også tage højde for garnforbruget i dine farveskift. Dette er desværre umuligt at udregne, da det afhænger af hvor mange farveskift, der bliver. Jo flere farveskift, jo flere ender som skal hæftes. Det afhænger også, om du vælger at klippe garnet og hæfte enderne eller foretrækker at "bære" garnet. 

Til en pude eller trøje kan 20 gram ekstra af hver farve som regel være nok. Men laver du fx et stort tæppe med mange farveskift kan det være nødvendigt med 100 gram ekstra af hver farve. Hellere at stå tilbage med garn i overskud end at løbe tør undervejs!


TIP: Skulle du have garn i overskud, kan du her finde lidt inspiration til, hvad du kan bruge resterne til 👉 Restesweateren og andre fede resteprojekter


Nu hvor du ved, hvor meget garn du skal bruge på én firkant, er det nødvendigt at udregne hvor mange firkanter, du skal lave i hver farve. Her skal du tælle firkanterne i de forskellige farver. 

For hver farve skal du finde, hvor mange firkanter du skal lave og derefter gange det med den garnmængde, du skal bruge per firkant - dvs. den udregning du lige har lavet.


Udregninger for hver farve bliver således: 


  • Antal firkanter * cm garn brugt per firkant = cm garn i alt for den pågældende farve.


Skal du fx bruge 200 firkanter i rød og har du udregnet er garnforbrug på 30 cm per firkant, ser dit regnestykke således ud: 


  • 200 firkanter * 30 cm garn per firkant = 6000 cm (eller 60 meter) rødt garn. 


Vil du være sikker på, at du har talt dine firkanter rigtigt? Det kan du snildt gøre ved at trække dem fra det totale antal firkanter, du skal bruge til dit projekt. 

Skal du fx lave en pude, som er 50 firkanter bred og 50 firkanter høj, bliver det til:


  • 50 * 50 = 2500 firkanter i alt. 


Når du har talt alle firkanterne, kan du lægge dem sammen og se, om det bliver samme tal som det antal, du skal bruge til hele puden. Får du ikke det samme tal, har du talt forkert. Har du kun ramt et par firkanter ved siden af, bør det ikke give de store problemer. 

Når du har udregnet, hvor meget du skal bruge af hver farve, er det blot om at købe det passende antal nøgler 🧶


Så skal der hækles!

Nu får dit projekt for alvor liv ✨ Med dig får du her nogle tip, som kan gøre arbejdsprocessen nemmere:


Dit lærred bliver din "manual" hele vejen igennem. For at holde styr på hvor langt du er nået, kan du med fordel krydse firkanterne på din manual af undervejs. Lav evt. en kopi af dit manual, så du ikke forstyrrer originalen.


Hold styr på dine garnnøgler! Bruger du flere farver, vil du som regel have flere nøgler kørende på samme tid. En måde at holde styr på nøglerne, så de ikke filtrer sammen, er at lave mindre nøgler og klipse dem fast til dit projekt med en tøjklemme. Alternativt kan du slippe afsted med at lade nøglerne ligge. Her er det dog vigtigt, at du stopper op, når du har færdiggjort en række og bruger lidt tid på at systematisere nøglerne igen. Ellers risikerer du knuder! 😬 Her er garnholdere ret praktiske, da de holder nøglerne i position, så de ikke flyder rundt og triller ind i hinanden.



Overvej om du vil bære farverne eller om du hellere vil bryde garnet og hæfte enderne, når du skal skifte farve. Jeg bruger som regel en blanding af de to teknikker i mine C2C-projekter. At bære garnet fungerer fx bedst, hvis den ikke skal bæres så langt. Har jeg til gengæld færdiggjort et stykke i en bestemt farve - og skal jeg ikke bruge den farve længere -, vælger jeg som regel at bryde garnet og hæfte enderne. 

Det samme gælder, hvis farven, der skal bæres, er meget forskellig fra det andet garn, det skal bæres med. Fx en gul og en blå fordi farven, som skal bæres, kan være svær at skjule. 

På billedet herunder ser du hvordan en farve bæres. Du lægger blot tråden langs maskerne fra den forrige række. Når du arbejder på den nye række bliver tråden lukket inde i de nye masker og bliver på den måde båret videre. Her er eksemplet rødt og derfor meget tydeligt. 



Gå ikke i gang med dit eget design, før du har helt styr på de grundlæggende C2C-teknikker og øvet dem godt igennem. Prøv dig fx frem med en opskrift som denne for at få indøvet dit farveskift 👉 Kawaii Regnbue Pude.


Start småt: et tæppe kan nemt tage flere måneder mens en pude, dækkeserviet eller andre småting er mere håndgribelige at begynde dit C2C-eventyr med 😊


Tjek dit arbejde undervejs. Det er nemt at lade sig rive med og få lavet række efter række uden at tjekke efter. Men det kan koste dig enormt meget tid at skulle pille dine rækker op for at rette en fejl. Som regel stopper jeg efter hver endt række og tjekker arbejdet grundigt igennem, før jeg vender det og påbegynder næste række.


Hæft dine ender undervejs. Det er næsten umuligt at undgå ender og har du mange farver, ender du nok med en del. Står du tilbage med et fuldendt arbejde men en masse ender kan det blive enormt svært at overskue og få gjort færdigt.


Sidst, men absolut ikke mindst:

Vær tålmodig! Når det går galt for mig, er det som regel fordi, jeg ikke er tålmodig nok. For det er lige netop dét C2C-teknikken kræver mest af. Har du til gengæld en god portion tålmodighed, skal det nok gå - hvis det går galt, kan det bare pilles op igen. 



Har du nogle gode ideer til et design? Smid dem endelig i kommentarfeltet herunder 👇


Rainbow Cotton 8/4 - Hobbii

100% Bomuld

18 kr.
Spar 20%

Hæklenålesæt - 14 størrelser - Hobbii

2 - 12 mm

439 kr.  549 kr.
Spar 15%

Garnholder i Træ - Hobbii

169 kr.  199 kr.