Vi har samlet en række af vores helt geniale strikketips, som kan gøre dit kreative arbejde meget nemmere!
Hvis du elsker at strikke, elsker du helt sikkert også de helt små løsninger, som kan gøre nogle af processerne en del nemmere.
Vi har her samlet 12 små tips, du ikke har lyst til at undvære her👇🏻
1. Slå dine masker løst op på pinden
Flere tror desværre, at maskerne bliver løsere ved at slå op på to pinde i stedet for én.
Men det er faktisk en myte! Det gør nemlig kun maskerne længere og mere slaskede at se på. Når opskriften dikterer, at du skal slå løst op, kan du i stedet bruge en finger.
Sæt fingeren mellem forrige maske og den nye, du skal slå op, som vist på billedet herunder. Lav et opslag, stram masken og flyt derefter fingeren videre og gentag teknikken på de resterende maskeopslag:
På den måde får du pæne masker langs kanten, som stadig er løse.
2. Brug maskemarkører til at tælle, når du slår masker op
Det kan være svært at holde styr på, hvor mange masker, der er slået op, hvis du er i gang med et stort projekt!
Derfor kan det være en god idé at bruge maskemarkører til at tælle, så du ikke mister overblikket, hvis der skal slås mange masker op.
Sæt fx en markør efter hvert 20. maske. På den måde kan du altid let tælle dine masker og gange med 20 og dermed hurtigt finde ud af, om du har det antal, du skal bruge 🧶📏
3. Afmål den rette mængde garn til italiensk aflukning
Det er ærgerligt at sidde med en alt for kort garnende, når du skal lave en italiensk aflukning🇮🇹. Omvendt tager det meget længere tid, hvis enden er alt for lang.
Men hvor meget garn skal du så bruge?
En tommelfingerregel er at sno garnet 3 til 3.5 gange løst rundt om det, der skal lukkes. Skal du fx lukke et ærme, snor du garnenden rundt om ærmet og klipper✂️
Skal du lukke noget, der ikke er rundt, fører du blot garnenden frem og tilbage over arbejdet 3 til 3.5 gange.
Du kan med fordel bruge en uldnål til den italienske aflukning. Her er hovedet nemlig stort nok til, at din garnende kan komme ubesværet igennem.
4. Brug en perle til at samle trådene i utvundet garn
Hvis du har arbejdet med utvundet garn før (fx Twister), så ved du måske, at de tynde tråde kan skille sig lidt ad, når man strikker.
Hvis du gerne vil undgå det, kan du føre garnet gennem en perle, inden du starter med at arbejde med det. På den måde sikrer du, at trådene følges ad under hele arbejdet 🥳
Du kan fx bruge silikoneperler fra Go Handmade, som vi har brugt på billedet herunder.
5. Brug manillamærker til at holde styr på dine projekter
Du kender det sikkert! Når du har gang i flere projekter på samme tid, kan du altså godt glemme, hvilken pindestørrelse du arbejder med🧶
Hvis du hænger et manillamærke på dine projekter eller på din strikkeprøve, kan du dog hurtigt og nemt vende tilbage til dit arbejde igen 🏷
På mærkerne kan du eventuelt notere:
Pindestørrelse
Navn på opskrift
Strikkefasthed
Garnvalg
Farvekoder og LOT-numre på garnet
Mængde af garnforbrug
På den måde er du ikke i tvivl om, hvad du havde gang i. Derudover kan manillamærkerne bruges til at holde styr på, hvad du strikkede i, hvis du fx ønsker at strikke samme projekt i en anden farve på et senere tidspunkt.
TIP: Sæt evt. manillamærker på din strikkeprøve og gem den
LÆS OGSÅ: Derfor bør du aldrig undlade strikkeprøven
6. Frisk dit strik op med en strikkeelastik
Hvis ribkanten i dit projekt er blevet løsere end beregnet, så kan du bruge en strikkeelastik til at stramme den ind igen.
Du syr elastikken på vrangsiden i fx halskanten, den nederste ribkant eller ved ærmet. Du kan også sy elastikken i en gammel sweater, som er blevet løsere med tiden. På den måde får din sweater en pænere pasform igen.
7. Forny dit strik med en elektrisk uldshaver
Der er næsten ikke noget værre, end når ens elskede strik begynder at fnulre og blive grimt.
Det er der dog råd for!
Du kan nemlig super nemt fjerne fnuller fra din sweater eller andet strik med en elektrisk uldshaver. Du tænder den blot og bruger den på de områder, der trænger til nyt liv. Uldshaveren indeholder en smart opsamlingsbakke, som nemt kan tages af, så du kan smide fnulleret direkte i skraldespanden.
TIP: Uldshaveren kan sagtens bruges til andre typer tekstil såsom en stof- eller uldsofa
8. Brug maskestoppere, når dit arbejde er på pause
Har du også prøvet, at dine masker ryger af pindene, når du er på farten med dit strik eller flytter det fra A til B?
Så findes der heldigvis en løsning! Et godt tip er nemlig at bruge maskestoppere for enden af pindene. Så bliver maskerne nemlig lige der, hvor de skal være, og du slipper for frygten for et ødelagt stykke arbejde.
Har du sparet nok point op i vores pointshop, kan du også få fat i disse fine maskestoppere i skumgummi, som kommer i flere forskellige størrelser.
9. Beskyt dit strik mod møl med cedertræskugler
Du kan sagtens risikere, at der går møl i dit elskede hjemmestrik. For at undgå det kan du med fordel lægge cedertræskugler sammen med dit strik.
Cedertræskugler er et 100% rent naturprodukt, og møllene kan ikke lide den naturlige træduft.
10. Start på garnnøglet indefra
I stedet for at tage banderolen af og starte på garnnøglet udefra, så start hellere fra midten af garnet.
På den måde har du mere styr på garnet. Du undgår nemlig, at nøglet ruller eller falder på gulvet, når du arbejder med det.
11. Strik selv den mindste diameter med kun tre strømpepinde
Hvis du strikker strømper, ærmer eller andet rundt med en lille diameter, kan du nøjes med tre pinde i stedet for fem med de her specielle “Crasy Trio” strømpepinde fra Addi.
Pindene består nemlig af metal, men har en kort, bøjelig wire i midten, som gør dem fleksible nok til at slippe af sted med kun at have dine masker på to af pindene ad gangen, mens du strikker med den tredje.
12. Strik dobbelt når du skifter garn
Når du skal til at skifte garnnøgle på dit projekt, kan det være en god idé at strikke dobbelt over nogle masker. På den måde får du nemlig en mere pæn og glidende overgang, der holder.
Det gør du ved at lægge det nye garn langs det gamle og strikke ca. 4-6 masker med begge tråde. Derefter kan du nemt bare strikke videre med det nye garn, og du får samtidigt hæftet enderne undervejs.
Du skal dog være opmærksom på, at resultatet afhænger af garntypen og det projekt, du har gang i.
Har du nogle geniale tips, der kan gøre strikningen meget nemmere? Så vil vi meget gerne se dem i kommentarfeltet herunder👇🏻
Skriv en kommentar