Skrevet af Madeline fra @ofbooksandhooks

Da jeg lærte mig selv at hækle, blev jeg virkelig begejstret over mulighederne for at kunne lave tøj, der var skræddersyet til min krop. En af mine favoritting ved at lave accessories og tøj er, at jeg ved, at det er lavet af mig til mig. Ingen størrelsesangivelser eller industristandarder. Kun hvad jeg skaber, og hvad der føles godt for mig.

Da jeg begyndte at designe opskrifter, ønskede jeg at andre kunne føle det samme som mig. At jeg kunne give andre muligheden for at finde en opskrift eller en ting, der var præcis som de forestillede sig den, og som ville bringe dem glæde gennem hele tingens levetid. Give dem en smag for den stolthed man føler, når nogen komplimenterer noget, og du kan smile og sige, “Tak, jeg har selv lavet den.”


Med det sagt, så er det både virkelig nemt og utroligt svært at designe en hækleopskrift. De svære dele kan som regel koges ned til, hvor kompleks tingen du designer er, garntypen du bruger, den påkrævede hækler- eller strikketeknik, og andet løst og fast. Men nogle gange er det let som en leg. At designe Fun in the Sun hatten var let som en leg. 

At designe en hækleopskrift kan også føles let for dig! Her er historien om, hvordan jeg startede min mest populære opskrift til dato - og mine bedste råd til hvordan du kan overkomme din egen usikkerhed og begynde at designe dine egne opskrifter! 

Tip nr. 1: Start med at designe til dig selv

Halvdelen af tiden, når jeg starter på et nyt design, så gør jeg det mest for mig selv. Ofte har jeg ledt og søgt og har ikke kunnet finde præcis det, jeg havde lyst til at lave. 

Jeg er vokset op i en lille by tæt på stranden, og selvom jeg ikke er tilhænger af solbadning og synes at sand er en af de mest irriterende ting i hele verden, så elsker jeg at være udenfor. Men jeg har et hoved der ikke er så samarbejdsvilligt når det kommer til hatte, og tilmed et rimelig stort et, så jeg har aldrig rigtig kunne købe hatte. 

Men jeg har alligevel altid ønsket mig en af de der søde små bøllehatte eller solhatte, som får mig til at ligne, at jeg permanent er på ferie. Så jeg designede en hat, der ville gøre mig glad, og som jeg kunne vimse rundt i byen med, som var jeg hovedpersonen i en sød, kærlighedsroman. 

Alle de bedste og mest populære designs, jeg nogensinde har skabt, er designet med mig selv som udgangspunkt. Hvorfor? Fordi jeg designer dem med nogen i tankerne (mig selv) og en mening (et irritationsmoment som fx ingen af de her dumme hatte passer til min stil eller min hovedstørrelse!!).


Tip nr. 2: Start simpelt

“Men… det er bare en simpel lille ting jeg har skruet sammen! Det vil ingen have…”

Det hører jeg hele tiden, når jeg spørger folk, hvorfor de ikke designer opskrifter. Og jeg ser det især med hæklere. Vi designer små ting hele tiden, men forestiller os aldrig at andre ville betale for det vi har kreeret. Det er tosset! 

Eller er det? 

Bare fordi noget er nemt, betyder det ikke, at det ikke er værdifuldt! Da jeg besluttede mig for at designe min solhat, ønskede jeg også at skabe noget, der ville hjælpe andre hæklere, ligegyldigt deres hækleniveau, med at føle at de har opnået noget stort! 

Nybegyndere har en tendens til at være virkelig begrænsede i de fleste håndarbejdsprojekter - da jeg startede med at strikke, syntes jeg at alt andet end halstørklæder var fuldkommen umuligt at lave. Men nybegyndere er også ivrige og begejstrede! Din “simple” idé kunne være et fantastisk selvtillidsboost for dem! 

Jeg ville også gerne være sikker på, at det færdige produkt føltes eksklusivt og skønt. Det er her Hobbii Ribbon garnet kommer ind i billedet. Jeg ved ikke, om du har købt Hobbii Ribbon endnu, men hvis du har, vil du også vide, at teksturen er en DRØM! Jeg har arbejdet med mange upcyclede og T-shirt garner, men de kan være uforudsigelige på flere måder. Hobbii Ribbon har bare en ren, sømløs fornemmelse, som jeg vidste ville være perfekt til min opskrift og perfekt for nybegyndere.

Ved at vælge det rigtige garn bliver noget som næsten udelukkende er hæklet rundt med kun en type maske pludselig virkelig elegant. 


Tip nr. 3: Vær ikke bange for design

Endnu et negativt udsagn, jeg hører tit, er  “Jeg har ingen idé om, hvordan man designer en opskrift.”. Og selvom jeg synes, det er utroligt vigtigt at lave lidt research… så behøver man altså ikke at være designer for at kunne lave en succesfuldt opskrift. 

Værktøjer som Canva kan hjælpe med at gøre designprocessen nemmere og mere simpel! Da jeg startede, plejede jeg at bruge Canva til næsten alt for at spare tid og få ting til at se godt ud. Siden da har jeg valgt at bruge andre værktøjer, som giver mig mere kontrol over mine opskrifter. Men det korte og det lange af det er: så længe du skriver klart og præcist, så er alt andet krymmel på kagen. Jeg kender flere designere, der bogstaveligt talt bare sælger Word-dokumenter!


Hvis du er nervøs, er mit bedste råd at finde nogle af dine yndlingsopskrifter og spørge dig selv: 


  • Hvad gør den her opskrift nem at bruge?
  • Hvilke små ting har den her designer gjort, som gjorde den store forskel for mig?
  • Hvad mangler de her opskrifter, som jeg ønsker, at de havde?


Inden du ved af det, vil du begynde at se mønstre i tingene, og det vil guide din proces. 


Hvis du virkelig er interesseret i at begynde at designe dine egne opskrifter, så vil jeg foreslå, at du altid tænker på din kunde. Hvad er deres behov? Hvordan kan du hjælpe dem med at de har opnået noget, og at de har mødt deres mål? De fleste ting vil ikke virke for alle, men ligesom at du bør udarbejde en ting med nogen i tankerne, så burde du også designe ud fra det samme princip. 

Hvis du gerne vil i gang med at designe din egen første opskrift eller har nogle spørgsmål omkring mine metoder, så er du naturligvis velkommen til at kontakte mig! Du kan finde mig på Instagram på @ofbooksandhooks.


----

Madeline fra @ofbooksandhooks er en håndværksdesigner som elsker at kombinere sine to passioner: hækling og bøger! Du kan se hendes seneste arbejde på hendes Instagram og finde hendes opskrifter på Etsy


Spar 40%

Ribbon - Hobbii

100% Bomuld

60 kr.  100 kr.