Oplever du problemer med ubehag når du strikker, så læs med og lær at forstå dine smerter

Efter jeg havde skrevet indlægget om ergonomisk-hækling, efterspurgte I et lignende indlæg bare om strik. Det er en lidt større udfordring for mig, da jeg ikke har strikket i mange år. Jeg har derfor genoptaget strikning for at skrive dette indlæg.

Får du ondt når du strikker? Det er ikke meningen!

Strik skal være en afslappende fornøjelse som giver dig et øjebliks ro, i en hektisk hverdag. Dette kan være meget svært, hvis du er plaget af smerter eller ubehag. Du ved det sikkert allerede, men hvis du får ondt er det vigtigt at slippe strikketøjet og tage en pause. Hvis det gør ondt når du genoptager arbejdet, var pausen ikke lang nok

Symptombehandler du smerterne – så stop op og find roden til problemet i stedet

Mange vælger at symptombehandle strikke-smerter, men dette kan være en meget kortvarig løsning. Symptombehandling vil sige, at man kun behandler smerterne, og ikke det, der forårsager dem. Det er vigtigt at se på årsagerne til ubehaget, så du kan forstå smerterne og dermed afværge dem.

Undgå de dårlige vaner der leder til smerter

Når du strikker næste gang, så læg mærke til hvordan du arbejder. Mange er ikke opmærksom på hvordan de holder på pindene, eller hvilken stilling kroppen er i. Måske bruger du din finger-spids til at forhindre garnet i at glide af nålen? Jeg lagde mærke til, at jeg instinktivt gjorde dette. Jeg gør det for at forhindre maskerne i at glide af, når jeg trækker garnet igennem den eksisterende maske. Når man bliver ved med at sætte fingeren på spidsen af strikkepinden, så stikker man sig selv igen og igen – og det er klart at dette forårsager smerte i fingeren. Hvis du bruger en stor pinde-str, er dette ikke et kæmpe problem, men ligeså snart du går ned i en mindre pind, bliver spidsen meget skarpere og skaden større.

Prøv i stedet at styre masken uden brug af din finger


Hold pege- og tommelfinger således på pinden - sørg for at grebet er stabilt og du har kontrol over pinden


Skub/glid den venstre pind op i mellem dine fingre indtil spidsen af venstre pind rammer skaftet på den højre pind

Brug fingrene til at stabiliserer de to pinde. Nu hviler venstre pinde-spids på skaftet af højre pind. Du kan nu skubbe maskerne op mod spidsen af venstre pind. På denne måde styrer du maskerne derhen hvor du vil have dem, uden at lægge en finger på den skarpe pinde-spids.

Tricket kræver måske lidt øvelse, men med tiden bliver det nemmere, og til sidst vil du end ikke overveje at bruge din fingerspids til at styre maskerne.

Har du ondt i hånd og skuldre? Bare rolig, det kan nemt afhjælpes

Læg mærke til hvordan du bevæger dine arme og hænder
Det er afgørende, at du er opmærksom på at holde din krop og arme i naturlige stillinger. Hvis du oplever håndledssmerter kan det være fordi, du overdriver de bevægelser du laver når du strikker - du laver dem større end nødvendigt. Dette er meget anstrengende for dine muskler, da du gentager bevægelser som ikke føles naturlige. Kroppen presses på en ikke-hensigtsmæssig måde, som kan give smerter. 

Hvordan sidder du når du strikker?

Tænk over din kropsholdning og siddestilling - den er ofte grunden til smerter i nakke og skuldre. Når du synker sammen i kroppen og trækker skuldrene op, får du spændinger i skuldre og nakke. Prøv at slap af når du sidder. Det hjælper desuden på smerterne, hvis du sørger for at holde armene ind til kroppen, så du ikke bruger kræfter på at holde dem i en anstrengende position imens du arbejder.

Giver du din krop den nødvendige hvile?

Jeg er selv dårlig til at holde pauser, selvom jeg ved hvor vigtige de er. Jeg har derfor fundet en metode der har hjulpet mig meget. Jeg sætter en alarm på min telefon, som ringer hver 30 min. Når den ringer rejser jeg mig op, og går ud og henter noget at drikke eller blot laver noget andet. Dette gør en kæmpe forskel, da de gentagne bevægelser som du laver, når du strikker er meget anstrengende. Jeg har også eksperimenteret med at holde pause hver 15 min, hvor jeg blot stopper op, lægger arbejdet fra mig, og ryster mine hænder og arme, inden jeg fortsætter. Det vigtige er at finde ud af, hvad der fungerer for DIG.

Vær opmærksom på hvor stramt du holder på pindene

Vi kender alle frygten for at tabe en maske, som vi ikke kan nå at redde og dermed miste hele arbejdet. Dette gør ofte, at man holder unødvendigt hårdt fast på pinden. Det er IKKE en hjælp, da man faktisk mister kontrol når hænderne ikke kan opretholde det stramme greb, og de begynder at blive trætte.

For at forhindre et for stramt greb kan du bruge ergonomiske-strikkepinde. Det er strikkepinde som er udformet så de passer perfekt i dine hænder. Det betyder rigtig meget, at du holder på pindene på en naturlig måde, og ved at bruge ergonomiske-pinde kan du opnå dette. Prym har udviklet 3 ergonomiske-strikkepinde som er super gode. Prøv f.eks den ergonomiske-jumperpind, ergonomiske-strømpepinde eller den ergonomiske-rundpind. De er alle lavet med et blødt materiale som er placeret der, hvor du holder fast på pinden. De ergonomiske pinde er med til at forhindre muskel- og ledsmerter, da de sikrer et optimalt greb.

Har du oplevet, at dit strikketøj føles uendeligt tungt og du kæmper for at holde pindene oppe?

Når du strikker med mange masker på lige pinde, har du meget vægt fordelt over meget lidt. Du kæmper for at holde strikketøjet oppe, men det er hårdt når det tynger ned, og dine hænder er det eneste der bærer vægten.

Prøv i stedet med en rundpind, her har du muligheden at lade strikketøjet hvile i selve kablet i stedet for på pindene. På denne måde bruger du ikke lige så mange kræfter på at holde pindene oppe. Du kan også lægge en pude i skødet, som du kan hvile strikketøjet på.

Hvordan er miljøet du strikker i?

Her tænker jeg på lys og temperatur. Du er sikkert opmærksom på, at lys er en vigtig faktor når man strikker. Hvis du har svært ved at se hvad du laver, anstrenger du dig i hele kroppen, i forsøget på at se maskerne. For at afhjælpe dette kan du bruge strikkepinde med lys, eller en nakkelampe.

Få tænker over temperaturen i rummet. Du kender det nok selv – når du fryser så spænder du i hele kroppen og dine bevægelser bliver besværlige. Sid i et varmt rum hvor du føler dig afslappet og tilpas, så skal du nok få succes med dine projekter.

Hækler du også?

Så se mit tidligere blog-indlæg hvor jeg fokuserer på den samme problematik blot for hækling - læs det HER


Spar 20%

Ergonomiske Strømpepinde - Prym

20 cm

Fra 68 kr.  Fra 85 kr.