Vi går i gang med den allerførste del af opskriften. Jeg holder dig i hånden hele vejen med videoer og gode forklaringer. Få også tips og tricks til din fremtid som hækler - uanset om du er begynder eller øvet.
Hvor er det dejligt, at du har lyst til at kaste dig ud i hæklingens vide verden med Hobbiis hyggelige hækleskole! Jeg glæder mig til at hjælpe dig stille og roligt igennem opskriften på vores klassiske brødkurv i båndgarnet Ribbon.
Inden vi kaster ud i at hækle brødkurven, vil jeg dog lige give dig nogle tips med på vejen, som du med sikkerhed kan bruge i din kommende hæklekarriere.
Hækleprøven
Når du kaster dig ud i et nyt projekt, kan det være en rigtig god idé at starte med en hækleprøve.
Man laver en hækleprøve for at sikre sig, at hæklefastheden passer, så projektet bliver som forventet, og ikke mindst, så man er sikker på, at man har garn nok.
Det er især nødvendigt at lave en hækleprøve, hvis man hækler beklædning eller andet, som skal passe i størrelsen, men ikke alle projekter kræver en hækleprøve. Det gør denne kurv for eksempel ikke. Du skal dog være opmærksom på, at materialet er fast nok, så du ikke får en slatten brødkurv.
Synes du, at det bliver for stramt at hækle kurven med en 5 mm hæklenål, kan du gå op i nålstørrelse, så materialet bliver en smule løsere, men husk at være opmærksom på, at det ikke bliver for løst. Kurven tager sig nemlig bedst ud og er mest funktionel, hvis man hækler den så fast som muligt.
Husk at strække ud
Ribbon er et båndgarn, som kan være meget hårdt at hækle med. Hvis du husker at holde pause indimellem, så skal det nok gå - der skal jo alligevel tankes op på drikkevarer eller klappes et kæledyr en gang imellem. Du kan desuden lave forskellige strækøvelser, hvis du føler behovet.
Disse fire øvelser er særligt gode for hæklere:
- Stræk din ene arm frem og bøj håndleddet opad. Placer din anden hånd på fingrene og pres let bagud.
- Stræk din ene arm frem og bøj håndleddet nedad. Placer din anden hånd på fingrene og pres let bagud.
- Knyt hånden og roter håndleddet først den ene vej og så den anden vej.
- Saml hænderne på ryggen, læn dig fremover og før armene opad.
Lidt om grebet om hæklenålen
Der findes overordnet set to forskellige måder at gribe om hæklenålen, nemlig det, man kalder knivgreb, og det, man kalder blyantsgreb. I de fleste tilfælde er grebene lige gode og handler mest om komfort for håndarbejderen.
Her ser du, hvordan du holder hæklenålen med knivgreb (til venstre) og blyantsgreb (til højre).
Tip! Det er særligt hårdt at arbejde i Ribbon. Her er det en god idé at bruge hele armen i forhold til kun hånd og håndled, og derfor kan det være nemmere at bruge knivgreb end blyantsgreb. Det giver mindre træthed, og der er mindre behov for pauser, hvilket giver mere hækletid!
Lad os komme i gang med opskriften
Lad os kaste os ud i det og gå i gang med din kurv! Jeg tager dig i hånden og guider dig igennem opskriften på bedste vis, så du til sidst har en flot kurv, som du helt sikkert skal bliver glad for. Vi starter ud med at gennemgå, hvordan du laver bunden.
Lad os komme i gang!
I denne del skal du bruge teknikkerne
- Magisk ring (forkortes mr)
- Fastmaske (forkortes fm)
- Bagerste maskeled (forkortes bml)
Bunden
Jeg gennemgår opskriften for den lille kurv, men fremgangsmåden er nøjagtig den samme for den store. Der er blot flere runder på den store kurv end den lille.
Vi starter med at lave en magisk ring og hækle Runde 1 i den magiske ring. Forklaring på Runde 1 kommer længere nede.
I videoen herunder kan du lære at lave en magisk ring:
Videotip! Klik på “Indstillinger” (det lille tandhjul under videoen ⚙) for at skifte sprog på underteksterne. Du kan også justere på hastigheden, hvis du har brug for at se teknikken i et langsommere tempo.
Læs mere om den magiske ring her.
OBS! I videoen bliver der hæklet 6 fastmasker i den magiske ring. Du skal hækle det antal masker, der står i Runde 1.
TIP: En magisk ring kan godt være lidt svær at lave, når man er nybegynder, men som med så mange andre ting er det bare et spørgsmål om at øve sig, så bliv endelig ved med at prøve! Den vil du helt sikkert være glad for at kunne senere i din hækle-karriere ;-)
Driller det alt for meget, kan du i stedet lave 4 luftmasker, som du samler til en ring med en kædemaske (tryk på kædemaske for at se, hvordan man laver sådan én). Derefter hækler du runde 1 i luftmaskeringen i stedet for i den magiske ring.
Runde 1 (hækles i den magiske ring)
Hækl 8 fastmasker
Sådan laver du en fastmaske:
Du kan læse mere om fastmasker her.
Tip! Sæt en maskemarkør i din første maske (den første fastmaske, du hækler i din magiske ring), så er det nemmere at have et overblik over, hvor du er på din runde.
Sådan! Du har nu hæklet første runde på din kurv. Fra nu af skal du hækle i maskerne fra sidste runde i stedet for i en magisk ring.
Runde 2
- Hækl 2 fastmasker i hver maske. Dette kaldes en udtagning. Se evt. videoen herunder.
- Du har nu 16 masker på din runde. Lær at tælle masker i videoen længere nede.
Sådan laver du en udtagning i fastmasker:
Sådan tæller du masker:
Runde 3
- Hækl 1 fastmaske i næste maske.
- Hækl 2 fastmasker i næste maske.
Gentag de ovenstående to rækker runden ud. Du har nu 24 masker på din runde.
Runde 4
- Hækl 1 fastmaske i de næste 2 masker.
- Hækl 2 fastmasker i næste maske.
Gentag de ovenstående to rækker runden ud. Du har nu 32 masker på din runde.
Yay! Du har nu hæklet de første fire runder og er kommet godt i gang med din allerførste brødkurv. Det er hårdt - men skønt - arbejde, så måske er det ved at være tid til en lille pause? Find dig lidt at drikke, lav lidt strækøvelser og husk at klappe dig selv på skulderen.
Runde 5
- Hækl 1 fastmaske i de næste 3 masker.
- Hækl 2 fastmasker i næste maske.
Gentag de ovenstående to rækker runden ud. Du har nu 40 masker på din runde.
Runde 6
- Hækl 1 fastmaske i de næste 4 masker.
- Hækl 2 fastmasker i næste maske.
Gentag de ovenstående to rækker runden ud. Du har nu 48 masker på din runde.
Runde 7
- Hækl 1 fastmaske i de næste 5 masker.
- Hækl 2 fastmasker i næste maske.
Gentag ovenstående to punkter 7 gange.
Hækl 1 fastmaske i de sidste 6 masker.
Du har nu 55 masker på din runde.
Det er vigtigt, at du har et ulige antal masker, inden du går videre til at hækle siden på kurven. Det spiller nemlig en rolle for det mønster, du skal hækle.
Så er du færdig med bunden, og jeg synes, at du fortjener en god pause. Nu er du allerede halvvejs med din fine kurv!
Har du fået blod på tanden, og har du lyst til at gå direkte til den store kurv, så hækler du Runde 7 som normalt. Derefter gentager du bare fremgangsmåden beskrevet på Runde 2-4, indtil du når Runde 10. På Runde 10 følger du fremgangsmåden beskrevet på Runde 7, dog med 8 masker mellem udtagningerne og til sidst med 1 fastmaske i de sidste 9 masker.