Jeg har efterhånden været i ’’garnverdenen’’ et stykke tid, hvilket betyder, at jeg hele tiden støder på nye tips og tricks til både hækling og strik! jeg har samlet et par af mine bedste garntips, som kan gøre strik og hækling bare lidt lettere og sjovere. Der er nemlig ikke noget værre end en trevlende garnende i et færdigt projekt, eller grimme knuder når der skiftes nøgle.
Mine 4 bedste garntips til sjovere hækling og strik.
1. Tag garnet indefra
Hopper dit garnnøgle også rundt imens du hækler? Det gør mit i hvert fald! Et øjeblik er det i sofaen, det næste øjeblik ligger det og ruller rundt under spisebordet! Tag garnet indefra i stedet for, så bliver nøglet hvor det skal, men husk at få fat i enden, ellers hiver du al indmaden ud af nøglet, og det er altså ret svært at få det tilbage i nøglet.
2. Hækl eller strik med dobbelttråde fra et nøgle
Før i tiden, købte jeg altid 2 nøgler, hvis jeg skulle hækle eller strikke med dobbelt, da jeg ikke var klar over, at man kunne arbejde med dobbelttråd fra ét nøgle. Det betød en masse halve nøgler, som jeg ikke havde brug for.
3. Bind ender sammen med en magisk knude
Har du mange rester liggende? Det har jeg i hvert fald! Jeg har tit garn til overs fra karklude og amigurumi. Resterne er som regel for små til, at kunne bruges til et projekt, men for store til at smide ud. Hvis du binder resterne sammen med en magisk knude, kan du lave én stor nøgle, af alle de rester, som du har liggende, og dermed få en farverig kreation ud af det 😀 Den magiske knude er også god til, når du vil undgå at hæfte ender, eller når to farver skal bindes sammen.
4. Få styr på de trevlende ender
Jeg arbejder med mange forskellige garntyper, og jeg haaaader når jeg har en garnende, som er hæftet, men efter brug eller vask, begynder den hæftede ende at trevle eller splitte og de små tråde stikker ud rundt omkring. Det forstyrrer og irriterer mit syn! Jeg har prøvet lidt forskelligt for at få bugt med de trevlende ender, men én metode har været virkelig god.
Jeg bruger lidt gennemsigtig neglelak på garnenden, og det forhindrer den i at trevle. Jeg gør det, når jeg har hæftet garnet ind i arbejdet og klippet tråden, men uden at lade den ’’forsvinde’’ ind i arbejdet, så giver jeg den en lille klat, og venter til det er tørt inden jeg giver slip.
Se forskellen på enderne til venstre (uden neglelak) og enderne til højre (med neglelak). Selvom garnet bliver lidt mørkere, vil det slet ikke ses på en ende, der er hæftet ind i arbejdet.
Nogle garntyper er nemmere at styre end andre. Ribbon og 8/8 Bomuld trevler tit i enderne, så her gør jeg det altid! Men jeg har meget sjældent brug for at gøre det i uld eller akryl.
Jeg håber, at du kan få glæde af mine garntips, og hvis du har nogle gode tips selv, må du meget gerne dele dem i kommentarfeltet neden for. Det er jeg sikker på, at vi er mange, der vil sætte pris på!
Jeg ønsker dig held og lykke med alle dine kommende projekter ♥️
Kærlig hilsen
Josefine, Hobbii
Skriv en kommentar