Hæklede oldemorfirkanter er igen blevet super populære - og med god grund. De smukke firkanter kan kombineres og varieres på utallige måder. Her kan du lære, hvordan du laver en helt simpel og begyndervenlig oldemorfirkant.
Oldemorfirkanter, bedstemorfirkanter, Granny Squares … kære hæklerier har mange navne!
De hæklede firkanter er elsket for deres alsidighed og muligheden for at bruge dem i alverdens hækleprojekter. Jeg går selv og drømmer om en skøn sommertop i blød bomuld, men du kan for eksempel også kaste dig ud i en flot taske eller et traditionelt tæppe sat sammen af oldemorfirkanter.
Vil du lære at hækle oldemorfirkanter, men ved ikke, hvor du skal starte? Så har jeg svaret: Nemlig lige her med denne trin for trin-guide. Jeg guider dig med video og forklaringer til, hvordan du hækler din (måske første?) oldemorfirkant.
I dette blogindlæg kan du:
- læse hvad du skal bruge til dine oldemorfirkanter
- lære hvordan du hækler en simpel oldemorfirkant
- få inspiration til dit næste projekt med oldemorfirkanter
Gør dig klar til at begive dig ud på et ægte hækle-eventyr!
Det skal du bruge til dine oldemorfirkanter
- Et lækkert bomuldsgarn. (Psst! Jeg vil anbefale det altid skønne Rainbow Cotton 8/8, der er spundet med 8 tråde og består af 100% blød og naturlig bomuld.)
- En 4 mm hæklenål. Find din hæklenål her.
- Et par maskemarkører.
Sådan hækler du en simpel oldemorfirkant
Opskriften er meget begyndervenlig. Faktisk skal du blot kende til tre slags masker, nemlig luftmasker (lm), stangmasker (stgm) og kædemasker (km).
Oldemorfirkanter - og rigtig mange andre hækleprojekter - tager form ved at du hækler rundt. Du skal derfor starte med at lave en magisk ring, som er en teknik, der laver et stramt og lukket centrum.
Har du ikke lavet en magisk ring før? Se videoen herunder:
Tip! Du kan ændre sproget i underteksterne ved at klikke på indstillinger (det lille tandhjul ⚙ i menuen) og derefter ‘Undertekster’/’Subtitles’.
Nu har du styr på den magiske ring, så vi springer direkte til det sjove: Oldemorfirkanten. Hvor spændende!
Videoguide: Sådan gør du
I videoen herunder viser vores søde YouTube-vært Gea dig, hvordan du laver en helt simpel oldemorfirkant.
Oldemorfirkant - trin for trin
Herunder finder du opskriften, som Gea laver i videoen. Vil du hellere have opskriften printet ud? Så klik her og download den gratis.
Opskriften er lavet af Irene Rasch.
Start med at lave en magisk ring og følg derefter følgende fremgangsmåde:
Omgang 1: 3 lm, 2 stgm i ringen, 2 lm, *3 stgm i ringen, 2 lm*, gentag i alt 3 gange (= 4 grupper af 3 stgm), 1 lm, saml med en km i den 3. lm, træk tråden til.
Omgang 2: 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 3 stgm i samme luftmaske-bue (= hjørne-bue), *(3 stgm, 2 lm, 3 stgm) i den næste luftmaske-bue*, gentag *-* i alt 3 gange (= 3 hjørner), saml med en km i den 3. lm (= 4 hjørner).
Omgang 3: 3 lm, (3 stgm, 2 lm, 3 stgm) i næste luftmaske-bue (= hjørne-bue), *3 stgm i næste luftmaske-bue, (3 stgm, 2 lm, 3 stgm) i hjørnebuen*, gentag *-* i alt 3 gange, 2 stgm i næste luftmaske-bue, saml med en km i den 3. lm.
Omgang 4: Som omgang 3 (omgangen udvides med 1 stgm-gruppe mellem hvert hjørne for hver omgang).
Omgang 5: Som omgang 3 (omgangen udvides med 1 stgm-gruppe mellem hvert hjørne for hver omgang).
Den færdige firkant måler 12 x 12 cm.
Psst! Du kan også hækle en halv firkant (en trekant). Download opskriften her og lær hvordan 😉
Et voilà! Så er du færdig med din første oldemorfirkant. Hurraaa!
Find en opskrift med oldemorfirkanter
Hvad skal dit første - eller næste - projekt med oldemorfirkanter være?
Firkanterne er super nemme at sætte sammen og kombinere på utallige måder, så du kan faktisk kaste dig over rigtig mange forskellige projekter.
Det kan du hækle med oldemorfirkanter
- Taske
- Mulepose
- Cardigan
- Sweater
- Bøllehat
- Tæppe
- Poncho
Er du lige så forelsket i oldemorfirkanter, som jeg er? Så skal du læse dette blogindlæg, hvor jeg har samlet en masse inspiration til dit næste projekt med oldemorfirkanter. (Psst! Få også flere Granny Squares-opskrifter.)