Er du usikker på, hvilken størrelse du skal lave? Find målebåndet frem og gem dine mål til dit næste hækle- eller strikkeprojekt. 🎯



Er du klar til at lave din helt egen hæklede eller strikkede garderobe? Hvad enten du planlægger at kaste dig over en lækker striksweater eller en flot hæklet top, så er hemmeligheden til en god pasform den samme: Du bør kende dine mål. 🥰

I denne lille guide viser vi, hvordan du tager dine mål, og hvordan du vælger den rigtige størrelse til dit næste hækle- eller strikkeprojekt.


Derfor er det vigtigt at kende sine mål

Fakta er, at størrelserne i hækle- og strikkeopskrifter er lavet på skøn og nogle generelle beregninger. Men opskrifterne kender ikke din krop, og derfor er det alfa omega, at du bruger lidt tid på at måle dig selv.

Dine mål kan hjælpe dig med at

✅ vælge den rigtige størrelse
✅ få netop den pasform, du drømmer om
✅ undgå ubehagelige overraskelser, når du prøver dit færdige projekt på 🫣

Og når du først kender dine mål, kan du jo gemme dem til kommende projekter.


Sådan måler du dig selv

Det eneste du skal bruge er et målebånd (den bløde, bøjelige slags, som du kender fra syning). Hvis du ikke allerede ejer et, så vi vi anbefale, at du anskaffer dig et – det er et ægte must-have for enhver garnelsker. Se lige det her søde hjerteformede målebånd. 💜 

Her er de mest hyppige mål, som du vil møde i hækle- og strikkeopskrifter:


1. Brystmål

Brystmålet er det vigtigste mål i mange opskrifter – det gælder særligt, når det kommer til sweatre og cardiganer.

📏 Sådan måler du: Stil dig op og slap af i skuldrene. Mål dig vandret omkring den bredeste del af din overkrop. Det vil typisk være om brystet. Vær opmærksom på at målebåndet er flat og fast, men ikke for stramt. Det skal hverken hænge løst eller nive. 

Tip: Træk vejret normalt, når du måler dig selv. Du skal hverken holde vejret eller puste din brystkasse ud. Målet skal være et billede på din normale kropsholdning.

Hvis din opskrift kun nævner ét mål for omkreds, så er det med al sandsynlighed brystmålet, der refereres til.




2. Taljemål

📏 Sådan måler du: Find den smalleste del af din talje – det er typisk lige over navlen. Stå afslappet og træk vejret normalt. Mål vandret omkring din talje uden at stramme målebåndet.




3. Hoftemål

📏 Sådan måler du: Stå med dine fødder samlet og mål dig omkring den bredeste del af dine hofter. Målebåndet skal være vandret og ikke for stramt.




4. Overarmsmål

Dette mål er særligt anvendeligt, hvis du skal lave tøj med tilpassede ærmer.

📏 Sådan måler du: Tag målebåndet rundt om den bredeste del af din overarm. Det er ofte et par cm under skulderen. Lad armen hænge afslappet ned langs siden, mens du måler.




5. Længde

Nogle opskrifter foreslår en længde til projektet. Du kan ofte justere på længden, som det passer dig.

📏 Sådan måler du: Mål fra toppen af din skulder (lige ved nakken) og ned til der, hvor projektet skal slutte.



💡 Et par ekstra måletips

✨ Det er nemmest at måle sig foran et spejl – eller endnu bedre: få en ven eller et familiemedlem til at hjælpe.

✨ Mål altid ovenpå den slags tøj, du kommer til at have på under dit færdige stykke tøj (det kunne fx være en T-shirt eller en top under en sweater).

✨ Hvis dine mål er mellem to størrelser, skal du undersøge, hvor meget bevægelsesrum opskriften har og beslutte, om du vil have en løstsiddende eller tæt pasform.


Hvad er bevægelsesrum?

Måske har du læst ordet ‘bevægelsesrum’ i hækle- og strikkeopskrifter og undret dig over, hvad det betyder. Måske har du også hørt om positive ease og negative ease.

Bevægelsesrum er et udtryk for, hvor meget eller lidt ekstra plads, der skal være i et design for at det får den rigtige pasform på din krop.

Positive ease betyder, at et design er lavet til at være større end dine kropsmål. Det giver en afslappet og behagelig pasform. Du vil ofte støde på begrebet positive ease i opskrifter til fx sweatre og cardigans. Eksempel: Hvis en sweater skal have et positive ease på 10 cm og dit brystmål er 100 cm, skal sweateren have overvidde på 110 cm for at give den pasform, som er meningen med designet.

Negative ease betyder omvendt, at et design er lavet til at sidde stramt på kroppen. Det kan være tætsiddende toppe, nederdele og kjoler, der skal have et negative ease.

Du bør altid tjekke beskrivelsen i opskriften for at finde ud af, hvor meget bevægelsesrum der er indbygget i designet. Ud fra det kan du beslutte, hvordan du gerne vil have designet til at sidde.


Sådan vælger du den rigtige størrelse

Så snart du har taget dine mål, kan du kigge på opskriftens størrelser. Sådan gør du:

  1. Sammenlign dine mål med opskriftens mål.
  2. Start med at se på brystmålet, hvis du laver en sweater eller top – de fleste af sådanne opskrifter er baseret på brystmål.
  3. Tjek opskriftens anbefalede bevægelsesrum.
    Vil du have en oversized sweater? Overvej, om du skal gå en størrelse op.
    Vil du have et mere tætsiddende look? Hold dig til dine faktiske mål.
  4. Hvis dine mål er mellem to størrelser, så tænk over, hvordan du gerne vil have designet til at sidde på dig.

Husk: Størrelser er bare tal. ❤️ Det er pasformen, der betyder noget her!


Hvad så nu? Lav en hækle- eller strikkeprøve

Når du har fundet din størrelse, er der endnu et vigtigt trin, før du kan kaste dig over dit strikke- eller hækleprojekt: Du bør tjekke din hækle- eller strikkefasthed.

Dine mål og den rigtige størrelse betyder ikke noget, hvis ikke din fasthed matcher opskriftens. Derfor anbefaler vi, at du altid laver en hækle- eller strikkeprøve, før du starter et nyt projekt. Det kan både spare dig for en masse tid, garn og eventuel hjertesorg over mislykkede projekter. 💔

👉 Lær at lave en strikkeprøve: Sådan finder du din strikkefasthed

👉 Lær at lave en hækleprøve: Sådan finder du din hæklefasthed


💡 Gem dine mål til næste projekt

Gem evt. dine mål på en lille seddel, i en notesbog eller i en note på din mobil. Så har du dem ved hånden, når du falder over dit næste projekt.

Gem disse mål:

✅ Brystmål
✅ Taljemål
✅ Hoftemål
✅ Overarmsmål (valgfrit)
✅ Længde (valgfrit)
✅ Ønsket bevægelsesrum (tjek altid opskriften!)


Nu er du klar til at hækle og strikke dit eget tøj (der faktisk passer!)

At måle sig selv er en af de allervigtigste opgaver, når du skal i gang med et nyt projekt. Når du kender dine mål, kan du vælge din størrelse med ro i maven ved tanken om, at dit projekt kommer til at passe netop din krop og få den pasform, du drømmer om.

God fornøjelse med opmålingen og nørklerierne! 🧶✨