Et garns lot-nummer fortæller dig, hvilket indfarvningsparti garnet kommer fra. Det kan være helt afgørende, at du bruger garn med samme indfarvning, hvis du ønsker et ensartet resultat i dit hækle- eller strikkeprojekt.


Du har sikkert prøvet det før. Du er godt i gang med dit projekt, men pludselig sker det, der bare ikke må ske … du løber tør for garn. Til din store skræk og rædsel!

Har du ikke tidligere stået i denne situation, kan jeg garantere dig, at det er enhver hækle- og strikkeentusiasts værste mareridt. Og den dårlige drøm kan hurtigt blive endnu værre, når du finder ud af, at farven på det nye garn, som du derefter køber som supplement, ikke matcher 100% med det garn, som du allerede er godt i gang med at strikke en sweater eller hækle et tæppe med.

Men hvordan kan det være, at to nøgler garn med den samme farve ikke er helt ens i nuancen?

Lad mig introducere dig for en lille (men meget vigtig!) detalje: Lot-nummeret.

Lot-nummeret kan være helt afgørende for dit færdige hækle- eller strikkeprojekt. Det skyldes, at der ved indfarvning af flere partier af garn opstår forskellige nuancer, selvom garnet farves med den helt samme farve. Så ja, tallet på banderolen betyder noget!

Men hvorfor kan der opstå flere nuancer, og hvad gør du, hvis du står med garn med forskellige indfarvninger til et projekt? Det kan du læse mere om her.

Indfarvninger varierer i nuance

Indfarvning af garn er en proces, hvor man bruger en specifik formel eller opskrift, der skal sikre den samme farve på garnet. Hver gang et nyt parti indfarves, er der dog en række faktorer, der påvirker slutproduktet. Det er bl.a. materialet, temperaturen, mængden af vand og den tid, indfarvningen tager.

Fra parti til parti vil der derfor være en anelse forskel i farvens tone eller nuance. Ofte vil der være tale om ubetydelige forskelle, der knapt eller slet ikke kan anes med det blotte øje. Andre gange kan nuancerne være mere påfaldende og generende.

Lot-nummer - hvad er det?

Du er sikkert allerede klar over, at du på banderolen (papirstrimlen rundt om dit garn) kan finde navnet eller nummeret på den farve, dit garn er indfarvet med. Derudover kan du også finde et såkaldt ‘Lot-nummer’ (også kaldet ‘Dye Lot’ eller blot ‘LOT’).

Lot-nummeret er en unik kode for det parti af indfarvning, som garnet kommer fra. Tallet fortæller dig altså, hvilket specifikt farveparti din nøgle hører til, og det kan hjælpe dig med at sikre et ensartet farveudtryk i dine projekter.


Vores garn Diablo. På banderolen kan du se garnets farve og lot-nummer. Dette garnnøgle har farven ‘33’ og kommer fra indfarvningsparti ‘T1103484’.

Sådan sikrer du den samme farve i dit projekt

Ofte vil det ikke være et problem at bruge forskellige lot-numre i samme projekt, men til tider kan farvetonen variere så meget, at det vil være synligt og spolere udtrykket i dit arbejde.

Mit bedste råd er derfor, at du sørger for at købe nok garn til hele dit projekt i første omgang. 

Det kan nogle gange være dyrt, hvis du står overfor et større projekt, men ville det ikke være super ærgerligt at stå med en næsten færdig trøje - kun for at opdage, at du ikke længere kan skaffe garn i helt samme farve?

Køb derfor hellere 1-2 nøgler garn ekstra - tro mig, du skal nok finde på noget, du kan bruge de eventuelle garnrester til ;) 

Husk! Har du ubrugte nøgler til overs fra et projekt, er du meget velkommen til at returnere dem inden for 3 måneder. Læs mere om det her.

Sammenlign indfarvninger og tjek for fejl

Når du har købt ind til dit projekt, er det en god idé at tjekke, at alle farve- og lot-numrene er ens. Ja, faktisk er det en god idé allerede at gøre det, når du står i butikken. Det samme er naturligvis ikke altid muligt, når du shopper online.

Tip! Det er en rigtig god idé at gemme banderolerne eller bruge en projektbog, hvor du kan notere vigtige informationer om dine brugte garner, herunder navn, farve, lot-nummer og strikke- eller hæklefasthed

Tjek også dit nyerhvervede garn for eventuelle fejl. Og så er du klar til at starte på dit projekt!

Hvad gør du, hvis du ikke har mere af en indfarvning?

Står du allerede i den situation, at du er godt i gang med dit projekt, men ikke længere kan skaffe garn med den samme indfarvning, har du to muligheder. Du kan gå all in på at gøre dit projekt færdigt med garn i den originale indfarvning, som du har brugt indtil videre. Alternativt kan du bruge garn med forskellige indfarvninger i samme projekt.

1. Kom i mål med dit projekt med ét lot-nummer

Se på din opskrift og vær kreativ. Kan du lave nogle ændringer, hvor du kan blive færdig med dit projekt uden de garnnøgler, der har en anden indfarvning? Er du i gang med en sweater eller en cardigan, kan du fx lege med idéen om at give den et cropped fit eller give den kortere ærmer.

Løbet tør for garn? Derfor skal du aldrig trevle op

2. Brug forskellige lot-numre i samme projekt

Her handler det også om at slippe kreativiteten løs. Brug fx de forskellige farvenuancer til at adskille kraven eller kanterne fra resten af din sweater. På den måde får du forskellen i farvenuancerne til at ligne et bevidst valg frem for en fejl eller et uheld. Du kan også overveje at lave en tofarvet sweater.

Tip! Det er altid en god idé at lave en strikkeprøve, før du begynder på dit projekt, og det gælder særligt, hvis du planlægger at bruge garn med forskellige lot-numre. Det kan nemlig være svært at se forskellen, når du sammenligner to nøgler, mens det vil komme tydeligere til udtryk, så snart du bruger de forskellige nuancer sammen.

Foretrækker du, at de forskellige farvenuancer kommer mindst muligt til udtryk, kan du eksperimentere med løbende at skifte garn efter nogle rækker. På den måde vil de to indfarvninger blende sammen i det færdige projekt.

Alternativt kan du forsøge dig med forskellige mønstre, der kan være med til at tage fokus fra farvenuancerne.

Tidligere lot-numre kommer ikke tilbage på lager

Der findes som sagt kun ét parti af hvert lot-nummer, da indfarvningen vil være forskellige fra parti til parti. Når alle garnnøgler med et specifikt partinummer er solgt, får vi derfor ikke flere på lager med det lot-nummer.

Vi kan desværre ikke oplyse om lot-numre på vores garner, ligesom at vi ikke har mulighed for at finde en bestemt indfarvning til dig.

Det betyder, at det er en god idé, at du bruger lidt tid på at vurdere, hvor meget garn du skal bruge til dit projekt, før du bestiller. Køber du garn i en specifik farve med noget tid imellem, kan vi ikke garantere, at du får det samme lot-nummer i begge bestillinger.

Rigtig god hækle- og strikkelyst ❤️
Kærlige hilsner herfra