Du kender det.. Du skal på ferie med familien og kan selvfølgelig ikke undvære din hæklenål eller strikkepinde og de skal derfor med dig på ferie. Der er da heller ikke noget værre end hvis man skal efterlade sine projekter derhjemme og undvære dem i en længere periode - jo, det skulle da være, hvis dine strikkepinde eller hæklenåle blev konfiskeret i lufthavnen. Dog har du i de fleste tilfælde den mulighed, at du kan pakke dem ned i din kuffert, som du checker ind, når du ankommer til lufthavnen. Men hvis ikke, du kan undvære dine hæklenåle eller strikkepinde i så lang tid, ja så er det en god idé at læse med her. 

Ifølge en undersøgelse, som vi for nylig lavede blandt alle jer skønne strikke- og hækleglade kunder, så viser det sig nemlig, at hele 61 % af jer strikker eller hækler når I er på ferie. Derfor er det selvfølgelig også rigtig vigtig viden for mange af jer, hvorvidt det er tilladt at have sine strikkepinde eller hæklenåle med ombord på flyet, så de ikke bare skal ligge låst væk i bunden af en flyvemaskine.

Jeg har derfor herunder samlet en lille liste over nogle af de populære lufthavne, hvor mange rejser til hvert år.

Kontrollér alligevel altid din lufthavn

Selvom jeg har gjort lidt af forarbejdet for dig, er det vigtigt at sige, at du til hver en tid bør tjekke alle de lufthavne du skal igennem på din rejse. Nedenstående liste er kun vejledende, da det ofte vurderes i den enkelte situation af lufthavnspersonalet selvom andet er angivet på den pågældende lufthavns hjemmeside.

Danmark:

✅ Billund: Det er tilladt at have sine strikkepinde og hæklenåle med i håndbagagen. Dog ser man helst, at strikkepindene er af træ eller bambus.

Københavns lufthavn: Som udgangspunkt er det ikke tilladt at have sin strikkepinde eller hæklenåle med her. Men det er dog op til den individuelle i lufthavnen at vurdere dette i henhold til din destination.

Norge: 

✅ Oslo: Her er det tilladt at have både strikkepinde og hæklenåle med i håndbagage og in-checket bagage.

Sverige:

✅ Arlanda Stockholm: Ifølge Transport Styrelsen, må du gerne medbringe dine hæklenåle og strikkepinde i håndbagagen.  

Frankrig:

Paris: Charles de Gaulle Lufthavn: Her er det ikke tilladt at have strikkepinde med i håndbagagen, da de anses som værende farlige objekter. Du må dog gerne medbringe dem i din in-checkede bagage. Det er uklart hvorvidt du må medbringe dine hæklenåle, derfor anbefaler vi, at du kontakter lufthavnen eller dit pågældende flyselskab.  

Storbritannien:

✅ Heathrow: Du må gerne medbringe dine strikkepinde og hæklenåle i håndbagagen.

✅ Birmingham: Du må gerne medbringe dine strikkepinde og hæklenåle i håndbagagen.

Spanien:

Barcelona: Der er ikke nogen specifik liste over farlige objekter, som du ikke må medbringe i din håndbagage, da det afhænger af den enkelte situation. Dermed er det altså op til sikkerhedsfolkene at vurdere, hvorvidt du må medbringe dine strikkepinde eller hæklenåle i din håndbagage.

Madrid: Der er ikke nogen specifik liste over farlige objekter, som du ikke må medbringe i din håndbagage, da det afhænger af den enkelte situation. Dermed er det altså op til sikkerhedsfolkene at vurdere, hvorvidt du må medbringe dine strikkepinde eller hæklenåle i din håndbagage.   

USA: 

I USA er det ikke op til den enkelte lufthavn at vurdere hvorvidt du må have dine strikkepinde eller hæklenåle med på ferien, derimod er det nogle regler som er fastsat af TSA (Transportation Security Administration). Som udgangspunkt er det ifølge TSA tilladt at have både strikkepinde og hæklenåle med i håndbagagen. Dog skal de være pakket forsvarligt ind, så ikke sikkerhedsfolk eller andre inspektører, kan komme til skade ved et eventuelt eftersyn. TSA blev etableret efter terrorangrebet i NYC, Pennsylvania og Virginia d. 11/9 2001. Deres funktion er at sikre USA mod et lignende angreb gennem skærpede regler i forhold til sikkerhed. Du kan læse mere om TSA her: https://www.tsa.gov

Beskyt dine hæklenåle og strikkepinde

Hvis du er vant til at rejse med dine hæklenåle og strikkepinde i bagagen på enten den ene eller anden måde, så kan det være en super god idé at beskytte dem mod slag eller lignende fra turen undervejs. Her hos Hobbii har vi derfor sørget for, at du kan lave din egen pung, så du kan opbevare dine hæklenåle og strikkepinde trygt og sikkert. Du kan finde opskriften på den fine pung lige her

Til denne opskrift er der brugt Rainbow, men du kan også sagtens bruge Cotton 8/4 Junior eller et andet bomuldsgarn, som du foretrækker.    


Vi hos Hobbii ønsker dig en fantastisk ferie :-)