Din hækle- eller strikkefasthed er afgørende for at opnå den perfekte pasform, når du laver en sweater. I dette blogindlæg guider Katie Jones dig til den rigtige fasthed, så din #AprèsSkiMAL sweater kommer til at passe dig perfekt.



Der er ikke noget værre end at bruge timevis på at hækle eller strikke en sweater, der ender med at blive alt for lille eller stor. 🫣

Når du modtager dit kit til den kommende #AprèsSkiMAL, er det derfor en god idé at begynde at forberede dig med det samme. Hvordan tænker du måske? Ved at lave en hækle- eller strikkeprøve! På den måde kan du sikre, at din fasthed matcher opskriften. 💙 Når du har opnået den rigtige fasthed, er du klar til at begynde på den første del af projektet, som lander i din indbakke den 5. september. 💌

Psst! Har du endnu ikke tilmeldt dig? Klik her – det tager kun 2 sek!


I dette blogindlæg kan du få svar på:

  • Hvorfor bruge tid på at lave en hækle- eller strikkeprøve?
  • Katies guide til at opnå den perfekte fasthed
  • Sådan laver du en hækleprøve – trin for trin
  • Sådan laver du en strikkeprøve – trin for trin

(Klik på et link for at hoppe direkte til den sektion)


Hvorfor bruge tid på at lave en hækle- eller strikkeprøve?

At lave en fasthedsprøve, før du går i gang med en ny opskrift, er afgørende for at sikre, at dit færdige stykke passer perfekt. Derudover hjælper det med at sikre, at du har nok garn til projektet. 👀

Så, hvad er fasthed egentlig? Din fasthed kan fortælle dig noget om, hvor løst eller stramt du hækler eller strikker. Ved at lave en prøve (en lille test-lap) og måle den, kan du sammenligne din fasthed med den ønskede fasthed i opskriften. Hvis det er nødvendigt, kan du justere størrelsen på din hæklenål eller strikkepind for at matche opskriftens fasthed.

Husk! Det er altid nemmere at skifte dine redskaber (nål eller pind) end at ændre den måde, du hækler eller strikker på. Lad vær med at ærgre dig, hvis din fasthed ikke passer lige med det samme. Alle hækler og strikker forskelligt, og der er ikke noget galt med at hækle eller strikke strammere eller løsere end opskriften foreslår. Skift blot til en anden størrelse hæklenål eller strikkepind, lav en ny lap for at tjekke, og så er du klar til at gå i gang!

Og bare rolig, Katie guider dig selvfølgelig igennem, hvordan du laver en fasthedsprøve – bare se videoen herunder 🫶


Katies guide til at opnå den perfekte fasthed

I videoen herunder deler Katie sine bedste tips til, hvordan du opnår den fasthed, som opskriften kræver.


Videotip! Klik på “Indstillinger” (det lille tandhjul under videoen ⚙) for at skifte sprog på underteksterne. Du kan også justere på hastigheden, hvis du har brug for at se teknikken i et langsommere tempo.


Sådan laver du en hækleprøve

Er du lidt usikker på, hvordan du griber hækleprøven an? Her kommer Katies lille guide!


Det skal du bruge

Denne hæklefasthed skal du opnå: 16 masker henad (10 cm) x 10 rækker opad (5 cm).

Katie anbefaler at slå 20 masker op og arbejde 15 rækker opad. På den måde har du en god lap, som er nem at måle.


Lad Katie guide dig trin for trin

  1. Begynd på din hækleprøve: Slå 20 luftmasker op med en hæklenål på 4,5 mm.
  2. Rækker med fastmasker: Hækl rækker med fastmasker (fm) frem og tilbage. Du kan se, hvordan du hækler fastmasker HER.
  3. Fortsæt: Bliv ved således, indtil du har hæklet 15 rækker.
  4. Mål din hækleprøve: Brug et målebånd eller et fasthedsredskab til at måle 10 cm henad din prøve og 5 cm op. Det skal passe med 16 masker henad og 10 rækker opad.


Min hækleprøve passer ikke til fastheden i opskriften

Hvis du ikke ramte den rigtige hæklefasthed med din hækleprøve, er det tid til at prøve med en hæklenål i en anden størrelse. Det gør du således:

  • Hvis din prøve er for stor, skift til en mindre hæklenål.
  • Hvis din prøve er for lille, skift til en større hæklenål.

Lav en ny prøve med den nye nål og mål prøven. Bliv ved med at afprøve forskellige størrelser af hæklenåle, indtil din prøve rammer fastheden så godt som muligt.


Trevl hækleprøven op

Når du har opnået den rigtige fasthed, så sørg for at notere størrelsen på hæklenålen, du brugte. Derefter kan du trevle prøven op – du skal nemlig bruge garnet til det rigtige projekt. Yay, nu er du klar til at gå i gang med #AprèsSkiMAL! 😍




Sådan laver du en strikkeprøve

Her hjælper Katie dig med at få lavet en strikkeprøve.


Det skal du bruge

Bemærk: De to lilla garner strikkes sammen.

Denne strikkefasthed skal du opnå: 16 masker henad (10 cm) x 11 rækker opad (5 cm).

Katie anbefaler at slå 20 masker op og arbejde 15 rækker opad. På den måde har du en god lap, som er nem at måle.


Lad Katie guide dig trin for trin

  1. Begynd på din strikkeprøve: Slå 20 masker op på en 5,5 mm rundpind.
  2. Strik glatstrik: Strik glatstrik ved at strikke retmasker på forsiden og vrangmasker på bagsiden. Se HER, hvordan du strikker glatstrik.
  3. Fortsæt: Bliv ved således, indtil du har strikket 15 rækker i glatstrik.
  4. Mål din strikkeprøve: Brug et målebånd eller et fasthedsredskab til at måle 10 cm henad din prøve og 5 cm op. Det skal passe med 16 masker henad og 11 rækker opad.


Min strikkeprøve passer ikke til fastheden i opskriften

Passede din strikkeprøve ikke med fastheden i opskriften? Så må du prøve at skifte størrelsen på strikkepinden ud:

  • Hvis din prøve er for stor, skift til en mindre strikkepind.
  • Hvis din prøve er for lille, skift til en større strikkepind.

Lav en ny strikkeprøve og mål den. Fortsæt på den måde, indtil din fasthed matcher fastheden i opskriften så godt som muligt – det er det, der giver dig det bedste resultat.


Trevl strikkeprøven op

Når du har fundet den rigtige pind til din strikkefasthed, så lav en lille note med den størrelse, du endte med. Derefter kan du forsigtigt trevle prøven op – du skal jo bruge garnet til det rigtige projekt, din #AprèsSkiMAL-sweater! 😍 God fornøjelse med projektet!


❗Tip: Husk at vaske din hækle- eller strikkeprøve! Det kan også være en rigtig god idé at lave en ny prøve med alle farverne sammen, som du vasker og blokker. På den måde kan du se, hvordan garnerne opfører sig under og efter vask, og det er en utrolig vigtig forberedelse for at undgå, at garnerne bløder (d.v.s. farver af på hinanden), samt at sikre den helt rigtige fasthed, så din sweater kommer til at passe dig perfekt. Hop til dette blogindlæg, hvor vi viser dig hvordan!




Vil du være med til vores #AprèsSkiMAL Mystery Make-Along?

Køb dit kit HER.

Skriv dig op HER.